Søndagens tekst
På søndag den 5. juni er det 6. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Matthæusevangeliet kap. 19 vers 16 til 26
Vi kender det evige liv. Vi kender det i glimt, i glæden, og når vi hører Paulusordene: ”Ikke jeg lever, men Kristus lever i mig”. Vi kender det i selvforglemmelsen over naturens storhed og kunstens skønhed. Vi kender det, når det ikke er sangerens sang, vi lytter til, men sangen, når den har sangeren.
Det evige liv er livet selv i dets dybde, dets under, dets rigdom og godhed. Det er livet selv i dets fylde og opfyldelse. Det evige liv er ikke det uendeligt lange liv, men det uendeligt rige liv. Hvert eneste menneske er skabt uendeligt rigt og uendeligt forskelligt og dog så ens i grunden.
Når jeg lytter til naturvidenskaben, så lytter jeg bl.a. til biokemikeren Jesper Hoffmeyer, og han skriver et sted: ” … Og det mest mærkelige måske: Et mikroskopisk lille befrugtet æg har ganske af sig selv – næsten da – udviklet sig til dette svimlende konglomerat af samarbejdende celler – 50.000 milliarder er der i alt d. v. s. lige så mange celler, som der er stjerner i 200 galakser af Mælkevejens størrelse”.
Jeg spiste engang frokost med astrofysikeren Anja Andersen, og efter et foredrag af Jesper Hoffmeyer, sagde hun, at hun var glad for at være astrofysiker for det var langt mere kompliceret at studere cellen end universet.
Lad dem blot kalde det komisk at sige, at det hele kunne skabes på 7 dage, men er det mindre komisk, når videnskaben siger, at tilfældighedernes spil kunne gøre det på kun 7 milliarder år? – eller 14 eller 17?
Jeg siger bare, at i mine ører lyder det mere sandt, at det uendelige menneske er skabt til det uendelige liv.
Svend Schultz-Hansen
