torsdag, oktober 31, 2024

Flygtninge i Nørager serverer mad fra hjemlandet ved spise-sammen-aften

DSCF2947En række af flygtningene i Nørager havde ved byfesten så stor succes med uddeling af smagsprøver på mad fra deres hjemland, at de nu følger op med at arrangere en såkaldt spise sammen aften, hvortil de indbyder egnens beboere i alle aldre til at deltage.
Nøragers ”nydanskere” opfordrer alle interesserede til at møde op i Kig Ind i Nørager til spisetid, hvor de vil tilberede og servere mad fra Syrien, Eritrea og Congo. Det gælder så eksotiske retter som kyllinge- og oksekebab, brune bønner med syrisk yoghurt, bulgur og oksekød, blandet salat samt humus, der er en syrisk ret af kikærter. Desuden serveres der spændende brød og kager. Flere af disse retter blev også præsenteret på torvedagen og høstede megen ros.
Aftenen bliver en form for mellemfolkeligt integrationsarrangement, hvor ”nydanskerne” gerne vil komme i personlig kontakt og samtale med lokale beboere, som de har et meget stort ønske om at lære nærmere at kende. Langt de fleste af dem er efterhånden blevet ganske dygtige til at tale og forstå dansk, men de vil gerne lære mere om det daglige liv her på egnen. Samtidig imødekommer de hermed flere opfordringer, som de har fået fra beboere i Nørager til at arrangere netop sådan en fælles aften med spisning.
Tidspunktet på arrangementet er lagt sådan da muslimernes fastemåned, Ramadanen, nu er afsluttet. Samtidig har nogle af flygtningene på dette tidspunkt ferie fra sprogskolen i Støvring. Bag arrangementet står Foreningen for integration af flygtninge i Nørager, hvis medlemmer hjælper til. Både bestyrelse og flygtninge håber, at rigtig mange beboere vil deltage i dette arrangement, der er det første af sin art på Nørager-egnen.
-se annonce her i avisen.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler