I dette skoleår er der indført mobilfrie klasser i 4.-9. årgang på Sortebakkeskolen.
Baggrunden er, at lærerne sidste år ofte oplevede ukoncentrerede og ufokuserede elever i timerne, og derfor ønskede skolen at lave et forsøg, hvor eleverne skulle aflevere deres mobiltelefoner når der var undervisning. Begge daværende 8. klasser meldte sig frivilligt, og afprøvede det i nogle måneder. Da forsøget blev evalueret, viste det det sig, at der var store gevinster i form af bedre koncentration og større arbejdsindsats i klasserne. Det blev derfor besluttet at indføre det på mellemtrin og udskoling (4.-9. kl.) i dette skoleår.
I praksis betyder det, at alle elever afleverer deres mobil i en fælles kasse i klassen inden første time starter. Når der er frikvarter, får eleverne mobilen tilbage, og afleverer ingen når næste time starter (så eleverne har mobilerne i formiddags- og middagsfrikvarteret).
Som opfølgning på forsøget, er eleverne her 14 dage efter skolestart blevet spurgt om virkningen af ordningen, og det viser sig, at gevinsterne står i kø. Eleverne oplever mere ro i undervisningen, de kan bedre koncentrere sig, de arbejder bedre og får lavet mere i timerne. Michelle Steensen i 8.B siger ”Jeg synes det er befriende, at jeg ikke hele tiden skal tænke over, om nogen har skrevet” og en anden udtaler ”Når det summede i lommen, så tænkte man – hvem mon det er, og er der noget jeg går glip af – og det er jeg jo fri for nu”.
Skolen har fået enkelte tilkendegivelser fra forældre omkring mobilreglen, og de har alle været positive, da forældrene er glade for, at der er sat grænser for elevernes mobilbrug i skoletiden.