Liberal Alliance Rebild afholdt generalforsamling og opstillingsmøde d. 18. maj og havde fornøjelsen af at få valgt to nye medlemmer til bestyrelsen, hvilket øgede antallet fra 5 til 7.
Partiet kan med glæde meddele, at de valgte en række stærke kandidater til kommunalvalget i november, heraf Louise Svenstrup som spidskandidat.
Der kan ikke herske tvivl om, at en kommune så herlig som Rebild fortjener lokalpolitikere, som har sans for egnens særlige egenart, men som også kender dens potentiale. Dertil og måske endnu vigtigere er en politiker, som i forbindelse med førnævnte kan sætte borgerne i første række. Netop sådan en politiker kan borgerne finde i Liberal Alliances spidskandidat til kommunalvalget i november.
Louise er efter endt studie i Aarhus igen bosat i Haverslev, hvor hun også er vokset op, og har udover sin kandidateksamen i international politik, virksomhedsorganisation og kulturstudier bl.a. haft fornøjelsen af at arbejde på den amerikanske ambassade i København. Dertil har hun international erfaring og horisont fra flere udenlandsrejser til blandt andet Storbritannien og USA. Men som mange nok vil sige i Rebild: Ude godt, hjemme bedst.
Til dagligt arbejder Louise i en større produktionsvirksomhed i Randers, hvor hun beskæftiger sig som projekt- og kommunikationskoordinator, et vigtigt bindeled imellem direktionen og produktionen.
Bestyrelsen i LA Rebild er overbevist om, at Louise er den helt rigtige til at føre liberal politik i byrådet, og ser frem til at sætte et liberalt aftryk på Rebild kommune med hende i spidsen.