Der var tændt levende lys i Nørlunds stuer, da Rebild Turistforening kom på besøg søndag den 25. oktober. ”Det gør vi altid, når der kommer anmeldte gæster, for så føler folk sig velkomne”, bemærkede Knud Erik Høegh, da signaturen efterfølgende talte med ham. Og velkomne var, hvad deltagerne følte sig. Det her var ikke noget museum, men et lyslevende slot, som var i fuld daglig brug. Indtil flere deltagere var imponeret.
En vel oplagt Knud Erik bød velkommen udenfor, så det var rart at komme indenfor i de opvarmede stuer. Her gik Knud Erik straks om bord i fortællingen om den 50-årige Ludvig Munks aftalte giftermål med den 18-årige Ellen Marsvin og om, hvordan Ellen Marsvin blev efterladt tilbage på slottet, mens Ludvig Munk tog på skatteopkrævning i Norge. Som det ses på billedet, var Knud Erik en meget levende fortæller; han blev modsvarende mødt af et meget lydhørt publikum. Mange, der var opvokset i lokalområdet havde på en eller anden måde haft med Nørlund-fondens aktiviteter at gøre – skovbrug, savværk, m.v. og fik udvekslet fortællinger med Knud Erik – andre kendte Knud Erik på anden vis, bl.a. fra hans tid på Julemærkehjemmet i Hobro.