søndag, december 22, 2024

LÆSERBREV: KOMMUNEVALGET

Et kommunevalg nærmer sig. Det ses tydeligt af de mange læserbreve og annoncer, hvor de opstillede kandidater fortæller om alle de gode ting, som de vil arbejde for i byrådet. Nogle vil arbejde for børn og unge. Nogle vil arbejde for de gamle. Nogle vil arbejde for flere kulturtilbud. Nogle vil arbejde for at beskytte naturen.
Og andre vil simpelthen det hele og opremser en liste så lang, at det kan synes overflødigt for andre at stille op. Så er man jo også sikker på bag efter at kunne sige, at man i hvert fald har medvirket til noget af det, man har lovet.
Men vi mangler konkrete bud på, hvordan vor kommune som helhed kan udvikle sig videre. Her er det ikke nok, at en enkelt by har vokseværk, hvis man vil skabe en kommune i balance. Så må byrådet føre en politik, der understøtter en udvikling af de bysamfund, der allerede har et fundament at bygge videre på.
I Nørager har vi efter min opfattelse et godt afsæt for en fortsat udviklingsproces med baggrund i de initiativer og projekter, som netop er gennemført, eller som er undervejs: Det nye rådhus, som snart tages i brug. Det nye sundhedshus, der har sikret en række sundhedsfaglige tilbud. Og det nye friplejehjem, der er under forberedelse.
I forvejen har Nørager en velfungerende skole og børnehave, gode idrætshaller, bibliotek, et borger- og kulturhus samt et godt udvalg af forretninger og håndværksvirksomheder. Så der er noget at bygge på, og som bør inspirere til ny udvikling, dels skabt af private, dels støttet af kommunen.
Det er positivt, at byrådet efter forslag fra Jeppe Ugilt netop har afsat midler til en trafiksanering af krydset mellem Bredgade og Mejlbyvej. Og det er positivt, at den private gruppe bag sundhedshuset arbejder med planer om en yderligere udbygning af huset.
Et andet og efterhånden påtrængende problem, der bør løses, er behovet for sanering af forfaldne bygninger i byen. Dem er der heldigvis ikke mange af, men blot nogle få kan afskrække nye potentielle tilflyttere for at vælge Nørager som den by, de vil bosætte sig i.
Her er en udfordring, som kræver et samspil mellem private og kommunen. Vi har derfor i høj grad behov for politikere, der har vist mod, vilje og evne til at stille sig i spidsen for en udviklingsproces. Disse evner er langt vigtigere end de mange valgløfter eller kandidaternes bopæl og politisk tilhørsforhold.

Søren Christensen
Nørager

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler

Jul i Nørager

Nytårstaffel og fernisering

Nyt fra byrådet december 2024

Nørager Avis uge 51 2024

Nørager Avis uge 50 2024