lørdag, december 21, 2024

Med Rebild Guiderne på jagt efter fortiden

Det kan umiddelbart lyde lidt kedeligt, at sidde i to timer og slå med en hammer på nogle sten.

Men for de 22 børn og voksne, der var på tur med Rebildguiden Birgitte Wilsted Simonsen, så blev det en spændende oplevelse at lede efter fortiden i Skillingbro Kalkgrav.
Skillingbro Kalkgrav ligger lidt gemt mellem Rold Storkro og landevejen, men har man først fundet derned, så åbner et meget specielt natursted sig. I Naturguiden 2018 var fossilturen blandt andet omtalt med en opfordring til at børnene skulle tage deres bedsteforældre under armen, og sammen tage ud for at lede efter forsteninger fra før bedstefar blev født. Dette var ikke helt forkert for kalklagene er omkring 60 millioner år gamle, og gemmer på mange spændende skjulte skatte.
Efter en kort introduktion til området blev deltagerne sluppet løs på kalkskrænterne, og selv om kalkgraven ligger helt op til landevejen, så kunne bilerne ikke overdøve den karakteristiske bankelyd af hammer og mejsel.
Efter kort tid blev de første fossiler fundet og inden for den næste times tid blev fundet en del søpindsvin og armfødder (ligner meget en musling) samt en masse silke fra søliljer. Som noget helt specielt blev også fundet enkelte hajtænder, der især vakte stor glæde hos børnene.
De to timer som turen var afsat til at skulle vare gik hurtigt, men ikke alle børnene var tilfredse med at skulle stoppe deres fossiljagt, så nogle stykker fortsatte med at grave for at finde flere fossiler. ”Når man som guide oplever, at børnene bliver så engagerede som i dag, så kan man virkelig glæde sig over at deres naturinteresse er blevet vakt” fortalte Rebildguide Birgitte Wilsted Simonsen inden hun efter en lille halvtime ekstra kunne ønske børn og forældre en fortsat god og udbytterig dag – for børnene skulle ikke hjem endnu, de skulle nemlig endnu grave mere i fortiden.

 

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler

Jul i Nørager

Nytårstaffel og fernisering

Nyt fra byrådet december 2024

Nørager Avis uge 51 2024

Nørager Avis uge 50 2024