Refleksioner til søndagens tekst
11. søndag efter trinitatis
Jesu lignelser og hans billedtale
Midt i den gribende fortælling om kvinden, der levede som de fleste af os alle, nemlig i synd…for ingen af os lever jo et syndfrit liv…midt i denne fortælling dukker en af Jesu sammenlignende billedtaler op, nemlig den pengelåneren, der slår en streg over sine skyldneres gæld. Den ene havde en ganske stor gæld og den anden en gæld, der var mere overskuelig.
Og spørgsmålet, han så stiller sine tilhørere, er: Hvem ville elske pengeudlåneren mest…ham med den store gæld eller ham med klatgælden.
Og han slutter så med de berømte ord om synderinden:
Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.
Meget kan der siges om næste søndags stærke tekst …og heldigvis skal der nok blive sagt meget godt om den til dem, der kommer i kirke.
Jeg vil ikke sige så meget om den her, men vil godt have jer, der læser disse ord, til at tænke over, hvad der er det særlige ved de lignelser, som Jesu bruger så mange af, eller megen af den billedtale, som han også er en flittig bruger af.
Mit eget bud på, hvad der gjorde Jesu lignelser og billedtale så ganske særlige, er at de i deres pointer var så ganske overrumplende. Det endte aldrig der, hvor man regnede med, at de ville slutte.
Hvis min tanke nu er rigtig, at det var det, der var det særlige ved dem, så betyder det jo faktisk, at de kun kunne bruges en gang og for de samme tilhørere, for næste gang de blev fortalt, så kendte man jo pointen, og overraskelsen eller overrumplingen udeblev naturligvis.
Så hvis vi skal have glæde af Jesu lignelser og hans øvrige billedtale, så gælder det i hvert fald at finde frem til det, som overrasker os..både når det gælder vores billede af, hvem og hvordan Gud er, hvem og hvordan vor næste er, og hvem og hvordan vi selv er.
En gang sagde en kollega, at velsignelsen burde begynde sådan her:
Herren velsigne og forbavse dig….
Den dag, hvor Gud ikke længere forbavser og overrumpler mig, er der måske noget jeg skal have gjort op med?
Så lad os elske meget, det er der i hvert fald aldrig noget forkert ved!
God søndag
Holger Lyngberg