lørdag, december 21, 2024

Søndagens tekst uge 39

Søndag den 30. september er 18. søndag efter trinitatis og dagens evangelium står i Johannes-evange¬liet 15,1-11.

Jeg tror de fleste mennesker har en drøm. En drøm om et helt igennem lykkeligt liv. Tænk, hvis jeg vandt den store gevinst i lotto! Så ville jeg blive rigtig lykkelig. Eller tænk hvis jeg fik et bedre job eller en større virksomhed eller aktiekurserne stiger! Så ville jeg blive mere lykkelig. Eller tænk, hvis jeg aldrig mere skulle være syg, så ville det være lykken. Jagten på lykken bliver så let livets mål og mening.
Men alt for ofte jager vi rundt efter lykken ligesom en cirkushest i en manege. Vi når aldrig til enden, vi kan blive ved med at løbe. Får vi ét ønske opfyldt, melder der sig straks et nyt. Jagten på lykken får os til at glemme alt det, vi faktisk har at være glade for.
På søndag skal vi ved gudstjenesterne i folkekirken høre om en anden vej til at nå livets mål og mening. Vi skal høre om, at Jesus sagde om sig selv: ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt.” Det virker umiddelbart lidt gådefuldt, men det skal få os til at tænke på, at målet og meningen med vores liv fra Guds side er tænkt sådan, at det opfyldes bedst sammen med Gud og ved at høre uløseligt sammen med Jesus. Det gælder livet her og nu – og det gælder med tanke på livet efter døden. Vi når livets mål ved at være i livsforbindelse med Jesus Kristus, ligesom en gren på et træ hører sammen med resten af træet og får saft og kraft fra træets rod.
”Bliv i mig”, sagde Jesus. Det betyder: bliv ved med at leve i glæde over dåbens tilhørsforhold til Jesus. Bliv ved med at hente styrke til livet fra Jesu tilgivelse og Jesu ord og Jesu kærlighed. Bliv i den kærlighed fra Gud, der ikke er afhængig af succes og resultater men er ægte kærlighed.
God søndag!
Herluf Christensen

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler

Jul i Nørager

Nytårstaffel og fernisering

Nyt fra byrådet december 2024

Nørager Avis uge 51 2024

Nørager Avis uge 50 2024