1. Korintherbrev, kap. 12, v.12-20:
For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange, som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.
Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange. Siger foden: »Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,« er den dog alligevel en del af legemet, og siger øret: »Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,« er det dog ligefuldt en del af legemet. Var hele legemet øje, hvad blev der så af hørelsen? Og var det hele hørelse, hvad blev der så af lugtesansen? Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det. Hvis det hele kun var én legemsdel, hvad blev der så af legemet? Men nu er der mange lemmer, men ét legeme.
DET ER KRISTENT AT VÆRE FORSKELLIGE!
Vi skal være så frygteligt ens for tiden: Vi skal spise ens, gå ens klædt, hilse ens, opføre os ens – ja, vi skal tale og tænke ens. Vi har da ellers erfaringer nok, der fortæller os, hvordan det kan gå, når ensretningen får magten – når ensheden er sat i taktfast marcherende system.
Mærkeligt er det også, synes jeg, at det ser ud som om der er en sammenhæng mellem hvor højrøstet, man kræver enshed, og så påberåbelsen af, at vi er en kristen nation. Men enshed er altså ikke nogen kristen kvalitet. Faktisk tværtimod: Allerede på Biblens første blade slås det fast, at vi er skabt i FORSKELLIGHED. Som mand og kvinde. Som del af en mangeartet verden, hvor hver enkelt skabning får netop sit eget navn, sin egen egenart. For at Guds forunderlige ide om skabelse kan få krop kræver det netop mangeartethed, forskellighed, variation.
Man kan vel sammenligne det med et maleri. Havde vor Gud og skaber kun betjent sig af en eneste farve på paletten, så var der jo ikke kommet en spændende og frodig verden ud af det, men kun en kedelig plet… Eller et stort symfoniorkester, der kun spiller en tone på et slags instrument – det er der ikke meget symfoni over…
Eller det billede, Paulus rækker os, af menigheden som en krop, der netop fungerer, fordi hver enkelt del har sin egen funktion. Se det for jer: en krop bestående af ene hænder. Eller af ene fødder. Eller af 1000 hoveder. Dét går ikke. For at en krop, en levende organisme, skal kunne fungere, så må der forskellighed til. Arme, ben, øjne, ører, fingre, tæer – tak. Det er det første, vi tjekker, når vi står dér, med det spæde barn i armene.
Et bankende hjerte, åndende lunger, rensende nyrer, leverens næringsdepot: Forskelligheden er en forudsætning for, at livets rigdom kan folde sig ud. Der er brug for alle delene, for at helheden kan leve.
Ligesom hovedet er en forudsætning. Denne helt personlige computer, der leverer styresystemet til hele resten af mig. Det er altså et billede, vi umiddelbart forstår, når Paulus bruger vores krop til at illustrere, på hvilken måde det er, vi hører sammen med Kristus og med hinanden.
Vi er alle lemmer på det samme legeme, vi er alle vigtige og nødvendige, for at det fællesskab kan blive godt og rigt. Og det er kun en fordel, at vi er så forskellige – netop forskelligheden beriger fællesskabet. Derfor skal vi med glæde være dem, vi er. Vide med os selv, at lige præcis det, vi bringer med os, er afgørende og vigtigt for hele legemet.
Vi oplever det, hver gang, vi i dåben byder et lille nyt medlem velkommen i fællesskabet. Ingen af os ved endnu, når vi bærer den lille til dåb ind i menigheden, hvad netop det lille menneskes opgave er i fællesskabet, hvad det er, der er det helt særlige, han eller hun bringer med. Men vi ved allerede, at fællesskabet ville blive fattigere uden ham, uden hende. At uden netop dette lille nye menneske ville vi gå glip af noget vigtigt og betydningsfuldt, både i familien og i den kristne menighed.
Så husk det: Det er kristent at være forskellige!
Inger Margrethe Andersen.
