”DEN, DER ELSKER GUD, SKAL OGSÅ ELSKE SIN BRODER!”
En af fornøjelserne ved at være præst er, at ens gamle konfirmander sommetider henvender sig, fordi de godt lige vil høre, hvad kristendommens bud er på dette og hint. Det skete også i denne eksamensforsommer. Her lød et af spørgsmålene: Hvad betyder tilgivelse i kristendommen? Herunder et uddrag af mit svar:
TILGIVELSE/SYNDERNES FORLADELSE
Det hører med til livet, at vi sommetider kommer til at sætte løgn over sandhed, egoisme over hensynet til de andre, grådighed over gavmildhed – der er en hel masse både inden i os og omkring os, der gør, at vi kommer galt afsted, også selvom vi ikke vil det. Det kender I godt selv: Fx kan man komme til at såre en af sine venner, egentlig ikke fordi man “gør det med vilje”, men fordi man simpelthen ikke gør sig den umage at tænke sig om – eller måske tænker på sig selv, før man tænker på den anden.
Derfor er kristendommen aldeles sikker på, at for at et liv mellem mennesker skal kunne lade sig gøre, så har vi brug for tilgivelse – brug for at komme hinanden i møde, også der, hvor man har gjort hinanden ondt. Og det er vigtigt at vi gør, hvad vi kan, for at tilgive hinanden, for hvis vi ikke gør det, sætter det onde, der er sket, sig som en bitterhed i vores liv og hjerter. Så for at vi skal give livet med hinanden en ny chance, er vi nødt til at prøve at nå hinanden igen, selvom vi har gjort hinanden ondt – det er tilgivelse mellem mennesker – og det er noget meget stort og fint, hvis det lykkes.
Men det sker jo også, at den anden ikke KAN eller ikke VIL tilgive en. Hvad gør man så, for at komme videre med sit liv? Der siger kristendommen, at vi har lov at spejle os i Jesus, som i kristendommen ses som frelser (et nutidigt og godt forståeligt billede kunne være: Jesus er den storebror, der altid er klar til at kæmpe for, at der skal være tro og håb og kærlighed (livsmening) i vores liv). Og hvad gjorde Jesus? Han døde, fordi han ikke ville acceptere hverken løgn eller splittelse eller det personlighedsødelæggende – så ville han hellere dø. Og på korset tilgav han dem, der havde hængt ham op på korset. Ligesom han også tilgav Judas, i selve det øjeblik, da han forrådte ham til romerne og dermed overgav ham til tortur og død. Som jeg garanteret har sagt, da I gik til præst: “Når Jesus, i selve det øjeblik, da Judas forråder ham med et kys, kalder Judas sin ven – så er der ikke nogen af os, uanset hvad vi har gjort, som han ikke vil kendes ved, som sin ven.”
Derfor tror vi, i kristendommen, på, at der altid er tilgivelse at hente, for det onde, man har gjort. Det kalder vi “syndernes forladelse”. Synd er et udtryk fra jagten og betyder egentlig: at sigte på målet, men så ramme ved siden af – altså at bomme). Sagt på en anden måde, så er beskeden fra Jesus til hver eneste af os: “Kom med alt det, du har lavet, der gør, at du skammer dig og får dig til at se ned i jorden, i stedet for at se dit medmenneske i øjnene – kom med det og stil det her hos mig, så skal jeg bære det væk (=få det til at forlade dig). For du kan ikke leve godt sammen med nogen, hverken Gud, dit medmenneske eller dig selv, hvis du bliver ved med at slæbe sådan en dødvægt med dig videre gennem livet. Og ret så ryggen, se dit medmenneske i øjnene og kom videre … “ – og det, syndernes forladelse – det har vi brug for at få hele tiden. For vi bliver jo ikke fejlfrie, så vi KOMMER galt af sted igen, også i forhold til hinanden. Men man kan sige, at SYNDERNES FORLADELSE nærmest betyder: “Op på hesten med dig igen – se at komme videre… for livet og dit medmenneske venter på dig!”
Inger Margrethe Andersen, sognepræst i Bælum-Solbjerg-Skibsted
