Problemet er ikke med vores identitet som sådan. Problemet er ikke, at de andre er anderledes. Problemet er, at de andre nogle gange simpelthen bliver til de onde, de tåbelige, de uretfærdige. Sådan er det gerne på områder som religion og politik. Man kunne tænke, de områder havde alt at gøre med, hvad vi tror og er overbevist om, og ikke så meget med, hvem vi er. Og selvfølgelig har de noget at gøre med overbevisninger. Men de har også noget, sikkert mere, at gøre med, hvem vi er. Vores overbevisninger forstener og bliver dem, vi er, og vi er stolte over vores holdninger, som om det var evner eller bedrifter. Vi stiller ikke hele tiden spørgsmålstegn ved, hvad vi selv mener: Vi véd, hvad vi mener, vi véd, hvem vi er, og vi véd helt bestemt, hvad for en slags mennesker vi ikke er. I politik er det tit sådan, sort og hvidt: De på den anden side er enten naive eller koldhjertede. Det har noget at gøre med overbevisninger, ja, men der er også et element af selvretfærdighed. Vi går ind i det allerhelligste – stemmeboksen – sætter vores kryds, og lykønsker os selv med, at vi ikke er naive eller koldhjertede. Tak, Gud, at jeg ikke er som de andre dér. I kirken er det tit ikke bedre. Der er de røde og de sorte præster, der er de liberale og fundamentalisterne, og hver gruppe bærer sin overbevisning som et badge. Igen: Der er virkelige forskelle i overbevisning, og de skal selvfølgelig kunne diskuteres. Men der er en grund til, at det nogle gange bliver fælt: Det er et sammenstød mellem forskellige identiteter. Jeg er den, jeg er, og du er et fjols. Den lignelse, vi skal høre søndag den 1. september, handler om dét: Tolderen og farisæeren i templet. Den handler om, at vi alle sammen har noget af farisæeren i os. At vi kigger til siden, måler os op mod de andre, måske siger: Tak, Gud! Den handler om, at det er uundgåeligt (for selvfølgelig mener jeg altid selv, at jeg har ret). Men den handler nok især om, at det ikke er en side, vi ligefrem behøver dyrke.
Kenneth Berg
sognepræst i
Øster Hornum-Veggerby
