TAK FOR MAD
Den brune muld møder øjet overalt, der er en lugt af jord og nedfaldent løv. Og som det hører årstiden til, er der et væld af høstfester og høstgudstjenester, hvor vi siger tak.
En af vore mest elskede høstsange er Jeppe Aakjærs ”Nu er det længe siden…” I den tager Aakjær os med tilbage til verden af i forgårs, tilbage til det gamle bondesamfund, og han fortæller om rughøsten, om familiens hårde slid for at byde hædersgæsten, rugen, velkommen:
”Først bredte mor et klæde
så ømt som nogen højtidsdug;
der måtte ingen træde
med sko i høstens rug;
så fejed hun med limens rest
hvert snavset strå til side
som for en hædersgæst.”
Rugen er hædersgæsten, der skal æres og bydes velkommen. For denne bondefamilie ved, at det ikke er dens egen, nok så store indsats, der har fået rugen til at bære kerne på marken – og takken for det daglige brøds gave lyder:
”Den kære rug var gæsten,
som gjorde hvert et barn så spændt;
se, far han lægger vesten
og ser så indadvendt;
en skælven i et ydmygt sind,
en bøn til altets skaber,
før avlen bringes ind.”
Takken rettes til den skaber, der har skabt himmel og jord og alt, hvad der lever og vokser på den jord. Den tak har vi også brug for: Takken for, at vi også i dag og i år har fået det, der skal til for at opretholde livet. Vi har brug for denne skælven i sindet over, at vi er til i en verden, der er så viseligt skabt.
For kun, når vi holder denne undren i live, kan vores liv med hinanden blive ved med at være underfuldt. Hvis hele livet kun handler om, hvor dygtige og effektive, vi er – ja, så bliver der ikke megen plads tilbage til den stille og glade undren over, at mine kære lever. Ingen plads til undren over det faktum, at vi er til, at vi er i live – at Gud også i dag viser os godhed.
M.a.o: For at livet kan blive, som det skal være, så er der brug for at give plads til det lange, rolige åndedræt, brug for at give genklang for skaberens eget rolige, tilfredse åndedræt, den dag, da han med kærlighed betragtede alt, hvad han havde skabt – den dag, da han så, at alt var såre godt.
Derfor har vi brug for festen. Faktisk står det allerede på Bibelens første blade, at da Gud havde skabt verden, bragte han også orden i den: Han gav såtid og høsttid og gav os sol, måne og stjerner til at skille mellem dag og nat, sommer og vinter og til, som der står, at fastsætte festtiderne. Og en af de ældste tider, en af de ældste fester, er netop takkefesten for høsten. Der må skaffes tid til at puste ud og lade glæden og taknemmeligheden få frit løb.
Så:
Bind så korn i krans,
hurra, her til lands
slutter høsten altid med et gilde og en dans.
Sognepræst Inger Margrethe Andersen, Bælum-Solbjerg-Skibsted pastorat
