mandag, december 30, 2024

Nyt fra Sortebakkeskolen

Sortebakkeskolens bestyrelse holder hvert år ca. 10 møder, og det første har netop fundet sted.

Inden selve bestyrelsesmødet var der dog konstitueringen, hvor Peter Mark Nielsen blev valgt til næstformand, og Kim Hornbech blev valgt til formand; begge ved fredsvalg. Skolebestyrelsens øvrige forældre-repræsentanter er Anna Marie Toftdal Baade, Erna Marie Sørensen, Henriette Korneliussen, Jan Krebs Andersen, Mette Alexandersen. Lærerrepræsentanterne er Mette Øskov Olesen og Lau Mellemgaard Eskildsen, mens ledelsen er repræsenteret ved Lotte Aggerholm Pedersen og Gitte Rubæk.

Kim Hornbech fortæller: Vi afventer, at elevrådet også vælger repræsentanter til skolebestyrelsen.
Først formulerede vi høringssvar til kommunen, da Rebild Kommune arbejder på en ny plan kaldet Udviklende fællesskaber. Planen er spændende, og den sætter ord på nogle af de værdier, som skal være gældende i Rebild Kommunes Børne- og Ungeområde. Endnu er planen en smule ukonkret; langt hen af vejen er det flotte ord, og vi skrev derfor til arbejdsgruppen, som har arbejdet med planen, at vi ser frem til en udfoldelse af planen.
Efter det første hørringssvar sprang vi straks til det næste, som handlede om skolens nøgletal. Nøgletallene udarbejdes hvert år for, at man dels kan se udviklingen på sin egen skole; dels kan sammenligne med andre skoler. Sortebakkeskolen leverer igen i år flotte tal og markant fremgang på flere fronter. Således er vi i bestyrelse stolte over at Sortebakkeskolens lærere løfter karaktersnittet, mens fraværet falder – samt at karakterniveauet ligger klart over det forventelige.
Slutteligt talte vi om Sortebakkeskolens situation oven på sommerferien og corona-nedlukningen. Det har givet – og giver – nogle udfordringer, herunder økonomiske, og vi diskuterede, hvordan de tildelte midler bruges bedst muligt. Corona-erfaringer, på godt og ondt, vil givetvis også komme op på kommende bestyrelsesmøder.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler

Nørager Avis uge 01 2024

Nørager Avis uge 52 2024

Jul i Nørager

Nytårstaffel og fernisering

Nyt fra byrådet december 2024