Søndagens tekst
På søndag den 7. februar er det seksagesimasøndag, og evangeliet er fra Markusevangeliet kap. 4 vers 1 – 20.
Ord bliver ikke bare til jord. Hver dag strøer vi om os med ord, men ord, der har fået liv i vores mund, kan ikke siden dø. I hvert fald aner vi ikke, hvor længe de lever fremmede steder. Ord bliver ikke bare til jord!
Der er ord sagt til os, som vi gerne gemte og ord, som vi gerne glemte. Ord kan rejse sig som slanger, og ord kan læge for et helt liv. Vi strøer om os med ord, som flyver bort og sætter sære frugter.
På de ældste sprog i verden betyder ordet ”menneske” jord. Ordet ”Adam” betyder jord, for jord er vi, og til jord skal vi blive, men af jorden skal vi igen opstå. Eller, som vi synger det i en salme:” Gud for du kender vor skabelses gåde, støvtrådeværket du kommer i hu…”.
Mennesket er derfor som en mark, der ligger åben for korn og frø af alle slags. Vi er også mere end en mark. Vi er en slagmark, hvor godt og ondt, Gud og Djævel kæmper for at slå hinanden af marken. Jorden, som de kæmper om, er ikke bare pottemuld, men hellig jord, for Gud formede mennesket i sit billede, en person skabt til frihed under ansvar.
Guds ord er også som frø, og det sås i fire slags jord. Der er den fortrampede hjertemuld, hvor intet kan gro, og jorden, hvor klippegrunden ligger lige under overfladen. Der er så den tilgroede hjertemuld, hvor vildtvoksende bekymringer, som meterhøje tidsler lukker for lyset, og frøene kvæles. Og endelig er der også den gode jord, den pløjede jord, jorden, som ploven har vendt om, så den ligger åben mod himlens frø.
Svend Schultz-Hansen
