Søndagens tekst
På søndag den 28. marts er det Palmesøndag og evangeliet er fra Matthæusevangeliet kap. 21 vers 1 – 9.
Jerusalem er byen i verdens navle. Navnet Jerusalem betyder ”fredsbyen”, men der har aldrig været mindre fred end omkring denne by. Byen har været erobret og ødelagt og indbyggerne slagtede og deporterede så mange gange, at ingen rigtig kender tallet.
Utallige hærførere har holdt sejrrige indtog i Jerusalem, højt på krigens hest og med snorlige rækker af soldater efter sig. Kun én gang har en konge holdt sit indtog i Jerusalem våbenløs og værgeløs og på et fredsomme ligt æsel, og det var Palmesøndag. Jesus var kongen, men en særlig konge, for han havde aldrig slået en eneste af sine fjender ihjel.
Nu kommer Jesus! Han sætter sig op på sit så lidet kongelige ridedyr og skrumler afsted som hans mor engang til Betlehem. Ned ad bakken og hen til byporten. Der er ingen soldater at se, for fra romerborgen er han allerede spottet, både spottet og bespottet på afstand, gennemskuet af et kenderblik fra borgen, der ser, at fra ham er der ingen fare for oprør.
Han kommer sejrrig, men sejren skulle ikke blive over romermagten, den ydre besættelsesmagt, men over den indre. Han kom ikke for at ”nappe” kronen, men for at kappe roden, hjerteroden, ondskabens rod i hvert menneske stedet, hvor syndens, dødens og Djævelens magt over os udfolder sig. Verdenshistorien i sin helhed er et godt og klart billede af hvert enkelt menneske på jorden.
Jesus kom ikke på en stejlende stridshingst, men på et æsel, et slavedyr, og her kommer han denne Palmesøndag, grædende, en gåde, en gøgler, en tvetydig figur, for siden at hænge som et fugleskræmsel på sit kors.
Han skulle nemlig ikke nedkæmpe sine fjender, men lade sig nedkæmpe. Han skulle sejre ved at vinde deres hjerter og dermed besejre døden, bryde dødens magt. Og det gjorde han ved til det sidste at bevare kærligheden til sine fjender.