På søndag den 12. december er det 3. søndag i advent og evangeliet er fra Lukasevangeliet kap. 1 vers 67-80.
Af Svend Schultz-Hansen
Zakarias tegner billedet af sin søn Johannes Døberen, idet han synger således: ”Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal… lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse… takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej…”
Solopgangen fra det høje, iført Guds inderlige barmhjertighed, vil lyse for os, der sidder i mørke og dødens skygge. Solopgangen fra det høje vil ikke blænde, ikke binde, ikke tvinge, men lyse for os og lyse med den udholdenhed, følsomhed og nænsomhed, som lyser ud af hans barmhjertighed, og med den vil han ”… lede vore fødder ind på fredens vej”.
Han retfærdiggør ikke et menneske ved at forbedre det, men ved at tilgive det. Han bringer ikke et menneskes eget indre lys til at flamme op, men han alene er menneskets lys.
Han træder ikke til i vore bestræbelser, men han træder ind i vort sted. Han fordrer ikke, at du skal se lyst på livet, men han lyser over livet. Når så alt dit lys er slukket, så lyser han stadig på dig, lyser på din knusthed og på dit livs skærver og skævere, lyser på dig med al den mildhed, hvormed vi selv ser på vore børn og ser, hvordan alting klæder dem.
Dette billede af Jesus peger lige ind i stjerneskæret og englesangen, der bryder mørket julenat: ”Den signede stund, den midnatstid. Vor Herre han lod sig føde, da klared det op i østerlid til dejligste morgenrøde”.
I Zakarias lovsang er det Himlens klokker, der ringer. Zakarias, synger: ”Og du mit barn skal kaldes den højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse!”.
