REBILD: Et forstenet søpindsvin muret ned i fundamentet til ny bygning.
Tekst og foto: Nordjyske Museer
Der er første spadestik, og der er rejsegilde, og ind i mellem disse vælger nogen at markere endnu en milepæl i et stort byggeri, nemlig færdiggørelsen af fundamentet. Det sker med en såkaldt grundstensnedlæggelse.
Torsdag den 9. december 2021 var der grundstensnedlæggelse ved byggeriet af den nye velkomst- og udstillingsbygning ved Koldkrigsmuseet REGAN Vest.
Det var afgående borgmester i Rebild kommune, Leon Sebbelin, der nedlagde grundstenen. Han har gennem årene fulgt arbejdet med det nye museum tæt. En grundsten kan være flere ting – måske en kapsel eller en æske med indhold, men primært en ting, der fortæller noget om bygningens forhistorie. Således også her.
Hele området, hvor REGAN Vest ligger, er gammel havbund, senere fyldt op med kridt og kalk, som består af dyr, der stammer fra mere end 55 mio. år gamle koraller. I kridtlagene finder man også en mængde forstenede søpindsvin – en del dukkede op under byggeriets indledende gravearbejde, så det var nærliggende at vælge netop et forstenet søpindsvin som grundsten her.
Det er langt fra første gang, forstenede søpindsvin bliver anvendt i et byggeri. Man kender flere jernalderbopladser i Himmerland, hvor de er fundet i stolpehuller til huse. Her er der dog ikke tale om grundstensnedlæggelser, men nærmere offergaver som værn mod ild og lynnedslag i huset. Skikken er fortsat op i 1800-tallet, hvor forstenede søpindsvin er nedlagt i vægge eller under dørtærskel-sten.