Af Svend Schultz-Hansen
På søndag den 23. januar er det 3. søndag efter Helligtrekonger og evangeliet er fra Lukasevangeliet kap. 17 vers 5-10.
”Apostlene sagde til Herren: ”Giv os en større tro!” og Herren svarede: ”Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode og plant dig i havet! Og det ville adlyde jer”.
Et sennepsfrø er det mindste af alle frø og vejer næsten ingenting, og så megen tro havde de 12 apostle altså ikke! Apostlenes bøn lyder: ”Giv os en større tro”, men tro ikke er en ting eller en viden, der sådan kan vokse sig større og større.
Tro er noget personligt og har derfor med hjertet at gøre, og hjertet er ikke en ting, man kan eje. Det er med troen, som med det der allermest er mig, mine børn. Jeg ejer dem ikke. De er til låns, og ellers er de helt deres egne.
Hvis troen havde været en ting, selv den mindste ting, så ”kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode og plant dig i havet! Og det skulle adlyde jer”.
Men tro, og derfor også med tro på Jesus, er ikke en ting, som vi ejer på linje med gods eller guld. Troen er Guds gave og det største mirakel, for den er fællesskab med Jesus, et personligt fællesskab, et familiefællesskab med Gud selv, hvor han kalder os sine brødre og søstre.
Vi kan føle os stærkere eller svagere i troen, og ængstes ved det, men vor følelse er ikke troen. Lyset sidder ikke i sikringerne, og troen sidder ikke i følelsen eller i forstanden. Troen er derfor ikke noget du mister, fordi du mister forstanden eller mister livet. Troen er fællesskab med Jesus.
Troen på Jesus er en gave, som livet er en gave, og ikke alle får livets gave og ikke alle får troens gave, og heller ikke alle ønsker troens gave. Og det er forståeligt nok, for troens gave rummer den opgave at bevare troen, og den udfordres af alt det meget, som øjnene ser, ørerne hører, sanserne fortæller og forstanden beregner.
