fredag, november 22, 2024

Søndagens tekst

På søndag den 30. januar er det 4. søndag efter Helligtrekonger og evangeliet er fra Matthæusevangeliet kap. 14 vers 22-33.

Af Svend Schultz-Hansen
Det er tidlig morgen, solen er endnu ikke stået op. Verden er grå i det svage lys mellem nat og dag, hvor kulden tager til, og luften er fugtigkold. Drivende tågebanker slører tingenes omrids og gør dem halvvejs uvirkelige. Sådan er den verden, der møder søfolk i den fjerde og sidste nattevagt.

Mellem disciplene, og de rå magter under båden, er kun en tynd skal af brædder, og da disciplene ser en skikkelse vandre over bølgerne, var det, at ”de skreg af frygt”, for det var somom alle de kræfter, de var oppe imod, tog skikkelse af denne fremmede, en drømmeskikkelse, der synes skabt af blæst og bølger. Det var som den inderste gru i tilværelsen kom imod dem, og ingen hjælp var at finde.

Da Peter hørte Herrens stemme, sagde han: ”Herre, hvis det er dig så befal mig at komme ud til dig på vandet!” Peter ville have sikkerhed og beder derfor om et under. Peter oplever underet, for han vandrer over bølgerne.

Men underet hjælper ham ikke. Jo, et øjeblik, men så slår verdens virkelighed underet til side! End ikke et under kan holde troen fast mod undergangens bølge. Stormen åndede stærkt og tungt, og dybet åbnede sit gab. Der var intet andet end Herren Jesus selv, der kunne hjælpe den synkende Peter op af bølgernes grav. 

Da Peter trådte ud af båden, ”Peter” betyder klippe, fik vi ”klippen” Peter at se eller rettere, Peter fik sig selv at se i vandets urolige spejl. Det var en klippe af tro, der æntrede ud over rælingen, men da han flyttede øjnene fra Herren til bølgerne på vandet, så sled bølgerne hurtigt ”klippen” Peter ned, og snart var der ikke meget af ham oven vande. 

Da troen sank i livet på Peter, da sank han dybt i bølgerne. I tro på Jesus havde Peter fællesskab med Jesus, men da troen forsvandt, opløstes fællesskabet mellem dem. Først da troen var så lille som et råb om hjælp, greb Herren ham, og de blev fælles igen. 

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler