På søndag den 6. februar er det sidste søndag efter Hellig tre Konger og evangeliet er fra Johannesevangeliet kap 12 vers 22-33.
Af Svend Schultz-Hansen
Vi lægger julen bag os, idet vi forlader de Hellige tre Konger og træder ind i lyskredsen omkring påsken. Vi går fra julenattens bløde mørke til Langfredags skræmmende mørke midt på dagen. Julen fortsætter ind i påsken, som Jesusbarnet fortsætter ind i voksenlivet.
Vi fødes i smerte og dør i smerte, men der er en lighed mere. Både den første og den sidste smerte er en meningsfuld smerte, for det er véer. Smerten er véer både, når vi fødes ind i verden, og når vi dør ud af den igen, og et vé er ingen meningsløs smerte.
Ligesom det lille barn ikke kan forestille sig den verden, som det fødes ind i, således har vi heller ikke organer, der kan fortælle os om den endnu større verden, vi gennem døden fødes ind i.
Vi hører den kommende påske i Jesu ord: ”Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud”, og verden får et nyt centrum. Efter påske løber livet ikke længere ned i graven, men op af graven.
Vi fælder dødsdom over Jesus, og han fælder livsdom over os. Hans livsdom over os er identisk med vor dødsdom over ham. Korsets gåde er dette mysterium: At Jesus griber vor dødsdom over sig, korsfæstelsen, og forvandler den til sin livsdom over os.
Forvandlingen skete, fordi han gjorde sig eet med os, og således tog han os med sig først ind i sin død og siden ind i sin opstandelse. Med de slag, hvormed vi slog naglerne ind i ham på korset, slog han for os hul i muren ind til Guds Paradis.
Jesus sammenligner sin død med hvedekornets død og siger: ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn, men hvis det dør, bærer det mange fold”. Ligesom hvedekornets død i jorden er dets skjulte sejr i den kommende høst, således er Jesu død på korset hans skjulte sejr den kommende påskemorgen.
