Du kan risikere at dumpe ind i problemer, når du køber julegaver på nettet. Mange af os kender nemlig ikke reglerne for at fortryde et netkøb, og det kan føre til skuffelser, hvis gaven viser sig ikke at kunne byttes. Sæt dig ind i reglerne, lyder rådet fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Er du blandt dem, der sætter sig ved computeren, når årets julegaveindkøb skal i hus? Så er du langt fra alene. Knap halvdelen af danskerne forventer at købe julegaver på nettet i år, viser nye tal fra Foreningen for Dansk Internet Handel.
Desværre kender mange af os ikke vores rettigheder ved netkøb. Én ud af tre danskere kender for eksempel ikke deres 14 dages fortrydelsesret på nettet, viser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens analyse af forbrugerforhold fra 2014.
Det kan blive et problem, hvis gaven ikke falder i modtagerens smag.
”Forbrugerne kan undgå skuffelser og unødigt besvær, hvis de sætter sig ind i, hvilke regler der gælder for netkøb. De kan blandt andet undersøge, om fortrydelsesfristen kan forlænges, så den gælder til efter jul,” siger vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Niels C. Beier.
Unge kender ikke deres rettigheder
Også en større del af de unge kender ikke deres rettigheder, selvom 96 procent handler på nettet.
I en rundspørge, som YouGov for nylig har lavet for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, svarer knap halvdelen forkert på spørgsmålet om fortrydelsesfristen på netkøb*. Desuden svarer hver femte, at de ikke undersøger, om de kan stole på netbutikken, før de handler dér.
”Der er nogle basale ting, du kan gøre for at sikre dig et trygt julegaveindkøb. Du kan blandt andet undersøge, om der er navn og adresse på netbutikken, og om den hører hjemme inden for EU. Det har betydning for dine muligheder for at få løst problemet, hvis noget går galt,” siger Niels C. Beier.
Som forbruger kan du hente råd om, hvordan du styrer trygt gennem julehandlen i den offentlige forbrugerportal forbrug.dk’s tema om køb af julegaver på nettet. Du kan også teste dit kendskab til dine rettigheder i den nye julequiz.
5 gode råd, når du køber julegaver på nettet
- Betal altid med betalingskort. Så er du bedst sikret i forhold til at få dine penge tilbage
- Tjek fristen for at returnere julegaven, så den stadig kan returneres efter juleaften
- Aftal eventuelt længere fortrydelsesfrist med forhandleren på skrift
- Gem kvittering og returseddel. Den skal modtageren bruge, hvis gaven skal byttes eller returneres
- Undersøg, hvor hjemmesiden hører hjemme, og hvem der står bag. Kan du stole på den?