Da Lokalrådet sidste gang havde nyt med i avisen og på Facebook efterlyste vi ansøgninger/ideer/forslag som Lokalrådet kunne arbejde med, eller yde sin støtte til.
Efterfølgende modtog vi både ideer og ansøgninger om støtte. Disse behandlede vi på vores seneste møde. Ideerne blev drøftet, vil blive husket, og taget op på et senere tidspunkt. Ansøgningerne om støtte blev imødekommet med den økonomi, som vi har til rådighed. Der er her tale om projekter, som vi mener kan blive til virkelighed indenfor en kort årrække, og som samtidig opfylder kravet om almennyttighed. Da vi årligt modtager penge fra Byzonepuljen, behandler vi løbende de ansøgninger/ideer, som kommer til os, så kontakt os endelig – så vil vi være behjælpelig med det videre forløb.
Du kan allerede nu sætte krydset i kalenderen, for vi holder vores generalforsamling den 11. februar 2016 i Rørbæk. Annonce kommer i avisen, jf vedtægterne, 4 uger før.
Arealet bag ved OK skal nu til at tage form. Hegnet skal væk. Der skal indkøbes legeredskaber foruden det bord/bænkesæt, som allerede står der. Der arbejdes løbende på at dette hurtigst muligt kan realiseres.
Repræsentanter fra Lokalrådet har også, sammen med Borgerforeningen og Plejehjemmets venner, været til møde med forvaltningen vedr Anlægsdammen. Resultatet af mødet er allerede begyndt at vise sig. Dammen nedlægges, dækkes efter, såes græs. Desuden kommer der ny flisebelægning i anlægget. Anlægget, både kan og skal, danne ramme om flere/nye ideer og projekter i fremtiden.