Af Svend Schultz-Hansen
På søndag den 8. maj er det 3. søndag efter påske og evangeliet er fra Johannesevangeliet kap. 14 vers 1 til 11.
Livet sammenlignes ofte med en vej. Veje er så mange slags. Nogle må gå ad veje, hvor der er ingen vej tilbage, andre må gå uden at kunne se nogen vej frem. Andre igen ad veje, der ikke fører nogen steder hen. Og så er dem, der går ad veje, der er brolagt med gode forsætter.
På vor vej gennem livet møder vi mennesker, der åbner vej for os. Vi møder ham, der åbner en vej til Himlen, ved at sætte os stævne, hvor døbefont, prædikestol og alterbord mødes.
”Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer!” Jesus går bort, og angsten stiger op, men til os ængstelige siger Jesus, at: ”…i min faders hus er mange boliger… og når jeg har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig”.
Ængstelige har altid mange spørgsmål ganske som et barn, der skal vente et lille øjeblik i forretningen, inden mor er tilbage. Øjeblikkeligt myldrer spørgsmålene frem: Véd jeg, hvor er du? kan jeg se dig? Kan du se mig? Og vi forsikrer og forsikrer, som Jesus sine disciple, og først når barnet siger: ”… tager du noget med? Kan vi trygt gå.
Ængstelige voksne siger, at døden tager alting fra os, men det er ikke sandt. Døden afslører bare, at vi aldrig har ejet noget, men at alting var til låns og tilhører ham, der siger: ”Jeg kommer igen og tager jer til mig”.
For et barn ligger Paradis ingen steder, for Paradis er ikke et sted, men en mor. Paradis er en person. Paradis på jord er det personlige møde mellem mennesker og det himmelske paradis er mødet med Jesus ansigt til ansigt.
Vi kender det kun alt for godt, at barndomshjemmet med far og mor i huset var Paradis på jord, og derfor ønskede vi at beholde huset for altid, men da de døde, døde huset hurtigt med dem, Paradishaven visnede.
Anderledes derimod, når det hedder, at ”jeg kommer igen og tager jer til mig”.
