Integration: fra Iran til Skørping
Afshin og Nina flygtede fra Iran til Danmark for henholdsvis fire og seks år siden. De er nu ved at uddanne sig i Aalborg, men har boet i Skørping, hvor de følte sig mere end velkomne – ikke mindst på grund af lokale frivillige.
Nina på 31 år og Afshin på 36 mødte hinanden og blev kærester i Danmark og flyttede derefter sammen til Skørping. Lige fra starten oplevede de, at der stod frivillige parat til at hjælpe dem lokalt, både med det praktiske – men endnu vigtigere med at møde nye mennesker og knytte nye venskaber.
Det kræver en indsats fra begge sider
– Vi var utrolig glade for at få besøg af de frivillige, og de introducerede os for mange mennesker i Skørping fortæller Afshin og fortsætter – jeg blev også inviteret til at spille fodbold i byen, og der har jeg fået mange venner. Afshin spiller stadig fodbold i Skørping og fortæller, at han føler sig som en aktiv del af det danske samfund.
– Jeg blev glad, når jeg mødte folk i byen og de kendte mit navn og snakkede. De frivillige var med til at bygge bro og hjalp mig med at skabe et godt netværk. Men jeg forsøgte også at være meget åben, for integration kræver jo en indsats fra begge sider, supplerer Nina.
Udannelse og dagligdag
I Iran var Nina aktivist og kæmpede for kvinders rettigheder blandt andet til at komme på universitet. En rettighed som bortfaldt, hvis man som kvinde deltog i nogen form for protest eller demonstration mod myndighederne. Hendes engagement i kvinders rettigheder er stadig stort – og i dag læser hun til ergoterapeut i Aalborg, hvor parret bor, mens de studerer.
Afshin var i gang med en elektrikeruddannelse i Iran, er nu ved at tage en HF i Danmark og de har begge en travl hverdag:
– Vi kommer sent hjem og så forbereder vi os til næste dags undervisning, siger Nina og Afshin fortsætter – Det er en stor udfordring at skrive opgaverne på dansk, men vi presser os selv, for det er vigtigt for os, at klare os godt.
Fremtid: hus og familie i Skørping?
Det forlovede par vil gerne stifte familie, købe hus i Skørping og flytte tilbage til det område, som tog så godt imod dem. De savner begge stemningen i en mindre by og deres venner der. De er enige om, at Danmark er et godt land at bo i – og er faktisk glade for det omskiftelige danske vejr – både regn, kulde, sne og vind.
Integrationspolitik i Rebild Kommune
Rebild Kommune arbejder på at udforme integrationspolitik og i den forbindelse deltager Nina og Afshin i en temadag i november. Temadagen skal give input og inspiration til hvordan vi modtager flygtninge, og hvordan vi bedst integrerer dem.