Der var 30 tilmeldte deltagere og en masse officials involveret, da Rebild turistforening inviterede borgere fra andre byer og landsbyer til at komme og besøg St. Brøndum den 21. maj.
Majbøgen knejsede på torvet og skyerne hang mere end lavt over byen, da Jens-Peder Vium bød velkommen og gav ordet til Birgit Møller Sørensen. Birgit havde stået i spidsen planlægningen og involveringen af de mange frivillige, der var mødt op for at tage imod os.
Sammen med folk fra byen var vi på tre forskellige ture rundt i byen: Kirketuren, Stadionturen og By-turen. Der var bemandet i præstegården, hos kranio-sakralterapeuten og hos zoneterapeuten, hos Bødkeriet Svanfolk og hos ostebutikken. Spørgelysten var stor og enkelte benyttede lejligheden til at få et stykke ost med hjem.
Efter de tre ture i byen samlede vi os i Forsamlingshuset. Her fortalte borgerforeningens formand, Børge Nielsen, om byens fester i Forsamlingshuset. Herefter fortalte Flemming Møller Mortensen levende om sin barndom i byen og om de op- og nedgangstider, som alle byer kommer ud for. Det var nu gået nådigt hen over St. Brøndum, mente Flemming og fremhævede bl.a. den betydning det har, at man fortsat har en sparekassefond, der understøtter lokale initiativer. Som et særkende ved byen fremhævede Flemming det, at byen har et torv – og det ligger lige uden for Forsamlingshuset. Når vejret er godt, fester man udendørs på torvet, og eller går man indendørs, fortalte Flemming.
Om det at besøge hinandens landsbyer udtaler Carl Erik Olesen fra St. Brøndum, at han ser det medvirker til at bevare de små samfund, og at han gerne vil være med til det næste besøg. Dertil er det helt rigtigt, at det Turistforeningen, der arrangør tingene, slutte Carl Erik.