torsdag, december 5, 2024

Søndagens tekst uge 25

På søndag den 26. juni er det 5. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Matthæusevangeliet kap. 16 vers 13 til 26

”En lille nisse rejste” er et digt, der blev skrevet til teateret i 1845, og det lyder således:

En lille nisse rejste
med ekstrapost fra land til land,
hans agt det var at hilse
på verdens største mand.

Da gik han ned til havet
og stirred i det klare vand; –
han smilte, thi nu havde
han set den største mand.

Nej! Verdens største mand, det er ikke vort eget spejlbillede, men inden i os findes et billede af verdens største mand. I vore hjerter har vi dette billede, billedet af Gud i hvis billede vi alle er skabte.
Folkesnak bevæger sig ofte nok mest på overfladen, men den er også ofte spundet sammen med tråde, der fører ind mod sagens kerne. Og den, der forstår at rede trådene ud og følge den rette, kan også få udbytte heraf.
Jesus spørger, hvem siger folk, at jeg er? Jo, svarer Peter: ”Du er verdens største mand” Du er Kristus den levende Guds søn”. Du er større end den største, for du er den levende Guds søn, den levende Gud selv i ord og gerning!
Jesus fortsætter med at fortælle om sit livs mål og mening, at han skal lide og dø: ”Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: ”Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig! ” Du skal ikke lide og dø i kærlighed for sandheden, men sejre i magt og herlighed”.
Da vendte Jesus sig om og sagde til Peter: ”Vig bag mig Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil”. Peter! Du vil sætte mig på magtens tinde og derved gøre mig til verdens mindste mand! Vig bag mig Satan!

Svend Schultz-Hansen

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler