fredag, april 26, 2024

Små virksomheder dropper kommunale udbud

152x152_ikonNår små og mellemstore håndværksmestre byder på kommunale bygge- eller vedligeholdelsesopgaver, oplever halvdelen af virksomhederne, at udbudsmaterialet ikke er godt nok, og processen for bøvlet.

Det viser en spørgeundersøgelse fra Dansk Byggeri, og derfor opfordres kommunerne til at stramme op.
Når der skal udskiftes vinduer i børnehaven, males på rådhuset eller renoveres badeværelser på plejehjemmet, sender kommunen opgaverne i udbud. Men halvdelen af de små virksomheder oplever, at udbudsprocessen er dårlig. Det er typisk, fordi udbudsmaterialet ikke er detaljeret nok, eller fordi der er for meget administrativt bøvl forbundet med at afgive tilbud.
Det viser en ny spørgeundersøgelse blandt Dansk Byggeris små virksomheder med op til ti ansatte.
– Når selve det materiale, som kommunerne opfordrer virksomhederne til at give tilbud ud fra, fx ikke er detaljeret nok, skal virksomhederne bruge tid på at få fat i kommunen og bede om flere informationer. Det koster både virksomhederne og kommunerne en masse af unødvendigt arbejde og spildtid, og så bliver det rigtig bøvlet at være med. Jeg kan derfor kun opfordre kommunerne til at være mere nøjagtige i deres udbudsmateriale, siger erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Anne Gram.
Kun 20 procent af virksomhederne sender et tilbud afsted, mens resten af de små og mellemstore virksomheder generelt går uden om kommunale udbud, viser spørgeundersøgelsen.
– De fleste virksomheder peger på, at det kræver alt for meget papirarbejde at byde på en kommunal opgave, og derfor dropper de det simpelthen. Og jeg vil da gerne medgive, at det nogle gange nærmer sig en hel roman, der skal afleveres, hvis man gerne vil give tilbud på noget så enkelt som fx at slå græsset på kommunens grønne arealer, siger Anne Gram og uddyber:
– Når vi spørger til, hvilke administrative byrder, der tynger vores små og mellemstore virksomheder mest, svarer hver tredje mindre virksomhed, at kommunernes krav om fremvisning af dokumentation er en stor tidsrøver. Det dækker også over de store mængder af oplysninger, som skal beskrives for at give tilbud på en kommunal opgave. Kommunerne kan med fordel overveje, om alle oplysningerne bliver brugt i praksis, eller om de med fordel blot kan indhentes, hvis det bliver nødvendigt. Det vil lette papirarbejdet for alle parter.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler