onsdag, april 24, 2024

Kan landbruget tjene på klimaomstilling?

Peter Birch Sørensen, der er formand for regeringens klimaråd, fremlægger  hovedkonklusionerne i rådets rapport ”afgifter der forandrer”
Peter Birch Sørensen, der er formand for regeringens klimaråd, fremlægger
hovedkonklusionerne i rådets rapport ”afgifter der forandrer”

Det er spørgsmålet, når landbruget inviteres til møde som en del af Klima Rebild 2017, der med en lang række arrangementer i uge 13 og 14 sætter fokus på klimaet.
Hvilken betydning har landbruget for den samlede danske klimabelastning, og hvad skal der til for, at udviklingen fortsætter i den rigtige retning? Der er mange gode spørgsmål, når det kommer til landbrug og klima. På et møde onsdag 5. april forsøger oplægsholderne at komme med nogle af svarene. Det er Klima Rebild, der står bag mødet i samarbejde med Agri Nord og Økologisk Landsforening. Sidstnævnte betyder dog ikke, at det udelukkende er et møde med fokus på økologi.
– Det handler om klima og bæredygtighed både i økologisk og konventionelt landbrug. Vi vil gerne se nærmere på incitamentet for den enkelte til at foretage ændringer til gavn for klimaet. Er det muligt at foretage klimaomstillinger og samtidig spare/tjene penge?, lyder det fra formand for Agri Nords Natur & Miljøudvalg, Henrik Dalgaard, der er medarrangør.
Mødet foregår på Rebildcentret onsdag 5. april kl. 18.30, og tilmelding er ikke nødvendigt.
Klimarådet får ordet
Mødet består af tre oplæg efterfulgt af paneldebat. En af aftenens oplægsholdere er formand for regeringens klimaråd, Peter Birch Sørensen. Han vil fremlægge hovedkonklusionerne i rådets rapport ”Afgifter der forandrer”, der udkom i december. Der vil også blive mulighed for at stille spørgsmål til klimarådsformanden.
Sektionsleder på Foulum, John Hermansen, vil fortælle om bæredygtig udvikling i agrosystemet. Klimadebatten vil også blive taget ned på bedriftsniveau, når Mette Kronborg fra Økologisk Landforening fortæller om klimaregnskaber for den enkelte bedrift. Det kan være om emner som foderplaner og optimering af planteavlen til fordel for klimaet.
Ønske om debat
Arrangementet slutter af med paneldebat. Panellet består foruden de tre oplægsholdere af formand for Agri Nord, Carl Chr. Pedersen, samt Thomas Vang Jørgensen, der er økologichef hos Agri Nord.
Sussi Handberg fra Klima Rebild håber, at mange lokale landmænd vil deltage i mødet.
– Vi vil med Klima Rebild gerne sætte fokus på så bredt et spektre af emnet som muligt, og landbruget spiller en vigtig rolle i klimadebatten, siger Sussi Handberg.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler