fredag, april 19, 2024

Hjælp med at vække julemanden i Nørager

Når det samme arrangement er foregået det samme sted i mere end 40 år, så kan man vist roligt kalde det en tradition, og Julemandens årlige besøg i Nørager må derfor siges at være en sådan.
Manden i det røde tøj og med det hvide skæg har således besøgt byen i 45 år, og det er vel at mærke den samme julemand alle år.
Dette års udgave af Nøragers juletradition finder sted på søndag, den 10. december. Som altid starter dagen på tømmerhandlen, hvor alle byens borgere kl. 13.30 er indbudt til at være med til at vække den sovende julemand. Derefter går turen rundt i byen i hestevogn, og mon ikke Julemandens rensdyr – der ligner en forklædt havetraktor til forveksling – også er med på turen?
Hele flokken laver et stop på plejehjemmet, hvor beboerne bliver ønsket en rigtig glædelig jul med godter og en julesang. Herefter går turen til juletræet på Helgas Plads midt i byen, hvor der selvfølgelig skal synges og danses om juletræet, og hvor Julemanden helt sikkert også vil uddele slikposer til alle de artige børn.
Efter dette er der åbent hus i Sognehuset, hvor menighedsrådet inviterer til kaffe og småkager, og i år skulle der også være en lækker spiselig overraskelse til alle de fremmødte.
Kl. 15.15 udtrækkes vinderne i Nørager Borger- og Håndværkerforenings julekonkurrence, samt vinderen af medlemskonkurrencen blandt alle foreningens medlemmer.
I sidste uges udgave af Nørager Avis, havde sætternissen dog været på spil og fjernet ugens annonce. Derfor er der i denne uges udgave, to konkurrencer.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler