lørdag, april 27, 2024

Søndagens tekst uge 3

Søndag den 21. januar 2018, sidste søndag efter helligtrekonger.
Til et foredrag fik vi en opmærksomhedstest. Hvor opmærksomme er vi egentligt?
Det var en kort video med to hold, der spillede basket. Et hvidt hold og et sort hold. Opgaven går så ud på at tælle, hvor mange gange det hvide hold fik afleveret bolden til hinanden i løbet af denne korte film.
Svaret er tretten. Vi sad en hel flok meget stolte mennesker, der alle var nået frem til det samme – og korrekte – resultat. Vi nikkede lidt beskedent, jo vist, vi er vældig observante, os præster!
Så stiller fortælleren i videoen endnu et spørgsmål: ”Så I den bjørn, der gik tværs igennem spillet?”
Undrende og betuttede kiggede vi rundt, jo, et par stykker havde vist prøvet testen før, men resten af os var målløse. Vi så videoen endnu en gang, og ganske rigtigt. Halvvejs igennem videoen bevæger en mand i bjørnekostume sig tværs over scenen.
Ja, det er en reklame fra det engelske Råd for Trafiksikkerhed, om at man nemt overser det, man ikke forventer.
Men det gælder i alle livets aspekter. Både på landevejen, i en opmærksomhedstest og i så mange andre af livets gøremål.
I denne søndags tekst taler Gud selv fra Himlen, og menneskene undrer sig. Flere siger: ”Det var torden!”
Hvis man er så forblindet af alt det almindelige, dagligdags, normale; ja, så kan det måske godt hænde, at vi ikke hører Guds stemme, når han taler til os; at vi ikke ser det, han får til at ske i hverdagen; eller misser manden i bjørnekostumet.
Så god søndag til jer alle – og husk nu at være opmærksomme!

Rikke Visby Wickberg
Sognepræst i Kongens Tisted, Binderup og Durup Pastorat.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler