60 år: Lektor, cand. mag. Anna Lise Mette Jensen, Skolebakken 120, 6705 Esbjerg Ø. søndag 28-10-2018:
Anna Lise M. Jensen er fra Simested i Himmerland, datter af organist Dorethe Jensen og afdøde cementstøber Kaj Villy Jensen, Simested Cementstøberi. Anna Lise tog realeksamen fra Aalestrup Realskole i 1975. Efter et år på Nørre Nissum Seminarium afsluttede hun sin HF-eksamen fra Aarhus Seminarium i 1977. Anna Lise M. Jensen læste derpå engelsk hovedfag og religion bifag på Aarhus Universitet. Anna Lise afsluttede uddannelsen i vinteren 1987-88.
Efter vikariater på Esbjerg Gymnasium tog Anna Lise pædagogikum på Esbjerg Statsskole skoleåret 1990-91. Anna Lise M. Jensen blev derefter ansat på Varde Gymnasium fra skoleårets start 1990. Her kunne Anna Lise således i 2014 fejre 25-års Jubilæum. Anna Lise har i mere end 10 år været fagbestyrer i Religion. Som censor i Religion har Anna Lise været rundt i de fleste hjørner af Danmark. Anna Lise var medforfatter til bogen Religion og Pædagogik og har gennem årene haft forskellige debatindlæg i fagbladet Religion. Anna Lise har en stor interesse for Kaj Munk. Denne interesse har hun formidlet til sine elever gennem undervisning og ekskursioner til Vedersø Præstegaard. Anna Lise har også en stor samling af bøger af og om Kaj Munk.
Anna Lise M. Jensen har rige evner indenfor sang og musik. Hun spiller klaver (og guitar). Anna Lise har mange gange sunget Julen ind med sine elever. Ligeledes har Anna Lise glædet mange med sin solosang som mangeårigt medlem af Simested-Koret. Også ved enkeltstående begivenheder som begravelser og plejehjemsgudstjenester hos broderen Frits, som er sognepræst, har hendes sang glædet mange.
Anna Lise har ”grønne fingre”. Hun bruger mange timer, både i sin egen have og i moderens og brødrenes haver. Og blomster og planter trives og gror. – Huset skal også være i orden. Anna Lise er efterhånden lidt af en ”handy woman”, med alt indenfor værktøj og redskaber. Anna Lise er også dygtig i huset. Rengøringen foregår i et højt tempo. Hendes evner indenfor madlavning glæder familien bl.a. i weekends og til højtider.
Anna Lise har været brugt som oversætter og tolk af engelske og amerikanske talere i flere år ved sommerens Bibelcampings i Aalborg (Markuskirken) og Odder (SommerOASE).
Anna Lise har rejst meget, især i England og Skotland, mange gange sammen med én eller flere af storebrødrene Kurt, Frank og Frits Jensen. Anna Lise besøger brødrene regelmæssigt og sætter altid liv i huset, når hun kommer.
Anna Lise er et trofast medlem af menigheden ved Kvaglund Kirke i Esbjerg.