torsdag, marts 28, 2024

Corona-krisen kommer på museum i Vesthimmerland

Et museum? Det er sådan et sted, hvor gamle ting ender i en montre eller på et magasin, vil de fleste nok umiddelbart tænke.
Og det er også rigtigt, men det er ligeledes en institution, som dokumenterer nutiden til gavn for eftertiden. Derfor beskæftiger museet sig også med begivenheder af mere dagsaktuel betydning.
Således er museets netop nu i gang med at indsamle reaktioner, kommentarer og fotografier i forbindelse med de enorme omvæltninger, der for øjeblikket sker i samfundet. Borgere og gæster i Vesthimmerland er opfordret til at fortælle om deres hverdagsliv, som det former sig i disse dage og uger her i kommunen. Alle kommentarer er velkomne. Fra få sætninger til længere beskrivelser med fotografier, der f.eks. viser hjemmearbejdspladser, børn i leg, forrådsbeholdningen, varer fra et indkøb, underholdning osv. Kort sagt alt det, der udspiller sig i hverdagen. Også gerne billeder af arbejdspladser, der viser, hvordan anbefalingerne håndhæves.
”Foråret 2020 kommer til at gå over i historien, og det skal vi som museum naturligvis være bevidste om og på forkant med i forhold til at få indsamlet viden og genstande, der giver vores efterkommere en fornemmelse af denne underlige tid, vi oplever lige nu”, fortæller museumsinspektør Maria Clement Hagstrup fra Vesthimmerlands Museum. ”Vi kan desværre ikke tage i mod genstande som situationen er, men tænk på os, inden I smider noget ud, der relaterer til disse uger og måneder”, lyder det som en opfordring. Det kunne være et selvgjort skoleskema, et mundbind, et dørskilt, der meddeler, at butikken eller virksomheden er lukket, et butiksskilt, der melder udsolgt eller beder folk om at holde afstand osv. Når museet atter åbner op for offentligheden vil man stå klar til at tage imod relevante genstande og få nedfældet den fortælling, der knytter sig til dem. Indtil videre modtager Maria Clement Hagstrup meget gerne fotos og hverdagsbeskrivelser på mailadressen mch@vmus.dk.
Nok er museet p.t. lukket, men det er bestemt ikke slukket. Museets medarbejdere fortsætter arbejdet med beretninger, bogartikler, fondansøgninger, planopgaver, oprydning og klargøring til bl.a. Kulturarvsmåneden og sommersæsonen 2020. Ligeledes er der gang i arkæologiske udgravninger i det omfang, det er muligt og forsvarligt.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler