fredag, april 19, 2024

Søndagens tekst uge 4

Søndagens tekst

På søndag den 31. januar er det septuagesimasøndag og evangeliet er fra Matthæusevangeliet kap. 20 vers 1 – 16.

På søndag skal vi høre lignelsen om arbejderne i vingården. En lignelse er en fortælling fra hverdagen, der ligner Paradis, Himmeriget, Guds rige, Guds magt, Guds ære, Guds vilje, Gud selv. Fortællingen handler om en vingårdsejer, der lejer folk til at arbejde i sin vingård, og folk hyres ind i løbet af dagen fra morgen til aften. Ved aftenstide udbetaler ejeren så deres løn, og det er lige løn til alle uanset, hvor længe de har arbejdet. Hver arbejder får fuld løn, en hel dags løn.
Det er en oplagt urimelighed, men i Guds rige eller i Guds øjne findes rimeligheden ikke. Den er gået under i godhed. Hvor kærligheden bestemmer, ophører al rimelighed. Mellem to, der elsker hinanden, er der ingen rimelighed. I et godt ægteskab måler og vejer man ikke.
Langfredag korsfæstedes to røvere sammen med Jesus. Den ene siger:” Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige” Og Jesus svarede ham:” Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis”. Denne røver falder bogstaveligt talt i sidste øjeblik ind over tærsklen til Guds rige.
Røveren havde kun ”arbejdet” få sekunder og kun lige længe nok til at bede Jesus om tilgivelse, og den fik han, og dermed ”fuld løn”, et evigt liv i Guds rige, Guds hjerte, Guds Paradis. Og det er en stor trøst til alle os, der livet igennem har haft så meget andet at bruge livet på end at arbejde ret meget i vingården.
Alligevel kommer misundelsen frem hos en af arbejderne, og ejeren svarer:” Er dit øje ondt, fordi jeg er god!”. Den misundelige er altid et ulykkeligt menneske, for alle menneskers glæde er hans sorg. Misundelse ”det onde øje” er mangel på kærlighed, for ens børn, ens forældre, kone og kæreste kan vi ikke misunde, for dem elsker vi jo – lige meget!

Svend Schultz-Hansen

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler