Søndag den 5. juni er det pinsedag og evangeliet er fra Johannesevangeliet kap. 14 vers 15 til 21.
Af Svend Schultz-Hansen
På søndag er det pinsedag og kirkens fødselsdag, for på denne dag sendte Gud sin Helligånd til jorden. At Gud sender sin Helligånd vil sige, at det er Gud selv, der kommer ikke for at hilse på os, men for at drage os ind i sig og leve i os, som ånden lever i ordet, som sandheden i det sagte, som gæren i melet.
Helligånden er som vinden, usynlig og fri. Den er som et vindpust, der fylder tomheden ud, en brise af den lune luft fra engene udenfor. Som duften af blomster og løv på vindens vinger bæres ind til os, således kommer Helligånden med en vidunderlig trosopladning af vor tomme sinde, og glæden rammer os som et kuglelyn og får tårerne til at løbe som en sommerregn på begge kinder.
Helligånden er som ilden, som solens ild, der med sit lys og sin varme kalder livet op af jorden i et uendeligt farvespil. Med sit lys og sin varme renser den for alle urenheder og spreder mørket.
Vi kan ikke se lyset, men vi ser ved lyset. Vi kan heller ikke se Helligånden, men vi ser ved Helligånden. Dens lys og varme kalder troens liv frem i hjertet og åbner Paradis, ganske som solens lys åbner verden for vore støvøjne.
Solen antænder jorden med livets ild. Den vækker planter til live og fremelsker blomster med bægere og krone. Blomster er lys. Og solens lys vækker farver. Farverne er lysets glød i stoffet. At verden har farve, er udtryk for at livets ild brænder. Solen gør det sanselige synligt og det sanselige er, som en har sagt det, brændsel til sjælens ild. Helligånden er Skaberens eget lys, der lyser tro, håb og kærlighed til sig ind i sit billede.
Helligånden er som vandet, den er livets første betingelse. Livet lever i vandet og af vandet. Vandet var før mennesket, frugtbarheden før frugten, vandet før væksten. I ordene vand, varme og væde er Helligånden afmalet i vor Bibel, for den skænker jorden Himlens liv og frugtbarhed.
