Når børnene skal i skole om morgenen, er antallet af biler omkring skolen, for høj fart og manglende hensyn nogle af de ting, som skaber utryghed. Nu begynder børnene i skole igen, og mange af dem cykler – tag hensyn til de bløde trafikanter.
Mange kender sikkert fornemmelsen af at være kommet fem minutter for sent ud ad døren, så i stedet for cyklen, ryger ungerne på bagsædet af bilen med retning mod skolen. Herefter skal ungerne læsses af, inden man selv skal skynde sig på arbejde.
Faktisk er det hele fire ud af ti forældre, som har oplevet andre forældre, som netop har afleveret børn i skole, der har kørt for stærkt omkring skolen. Det viser en undersøgelse blandt 1.860 forældre til skoleelever, som i 2021 blev gennemført for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.
Den slags fortravlet adfærd giver desværre nogle negative effekter på skolevejen. For mange biler, for høj fart og manglende hensyn er de faktorer, som gør forældrene utrygge. Når forældrene er utrygge, giver det dem mindre lyst til at lade deres børn cykle eller gå i skole selv, og så bliver problemet selvforstærkende.
I kampagnen ’Børn på vej’ opfordrer Rebild Kommune i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik nu forældre til, at de tager sig lidt bedre tid omkring skolen, hvis de kører børnene i bil: – Vi opfordrer til, at så mange børn som muligt cykler til skole – og vi har fortsat fokus på at skabe gode rammer i form af trafiksikre skoleveje, siger borgmester i Rebild Kommune Jesper Greth og fortsætter – vi opfordrer også til, at de forældre, der kører deres børn til skole, tager hensyn til både de mange nye små trafikanter og de ældre skolebørn, der nu igen færdes på vejene. Sænk farten og tag lidt tidligere hjemmefra, slutter borgmesteren.
Flere børn skal op på cyklen
Det allerbedste, man som forældre kan gøre, er at gøre børnene klar til selv at cykle eller gå i skole. På den måde lærer børnene selv at færdes i trafikken, og samtidig bliver biltrængslen omkring klokken otte ved skolen formindsket.
Der kan i egne af landet være store skoledistrikter, som giver nogle børn langt i skole. Det betyder, at der naturligvis altid vil være børn, som af praktiske årsager bliver kørt til skole i bil.
På landsplan cykler eller går 50 procent af skolebørnene dog i trafikken uden følge af en voksen, viser en undersøgelse foretaget af Epinion i 2021 for Rådet for Sikker Trafik. Kan vi få flere børn til at gå eller cykle, er der meget vundet ved det.
– Vi vil rigtigt gerne have flere børn til at blive selvtransporterende til og fra skole. Jo flere børn, der skifter bagsædet i bilen ud med sadlen på en cykel, jo mindre bliver problemerne med trængsel og utryghed på skolevejen. Hvis du er i tvivl, om dit barn er klar til turen i skole alene, så kan I øve ruten i weekenden, hvor der typisk er knap så meget trafik, siger Rosa Nissen, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
Kampagnen ’Børn på vej’ skal minde trafikanter om at sænke farten, være opmærksomme og vise ekstra hensyn til de mange skolebørn, der færdes på skolevejene.
Kampagnen henvender sig samtidig til skolerne og motiverer bl.a. med kampagnemateriale til at varetage den obligatoriske trafikundervisning, som lærer eleverne at være sikre i trafikken.
Sidst men ikke mindst opfordrer kampagnen forældre til at træne og tale trafik med deres børn, så de lærer selv at gå eller cykle til skole og træffe sikre valg i trafikken.