torsdag, marts 28, 2024

Eventyrlig start på Kulturugerne i Rebild kommune

NØRAGER: Mærkelige væsner i Sortebakkeskoven starter kulturugerne Sortebakkeskoven i Nørager danner en stemningsfuld ramme, når Rebild kommunes kulturuger skydes i gang med et stort arrangement lørdag den 10. september. Under titlen Eventyr i livet – liv i eventyre vil skoven denne dag – eller rettere aften – nemlig blive befolket med hekse og trolde, dansende elverpiger og hvad det ellers lykkes at stampe op af jorden af eventyrvæsner.

– Tanken er, at vi vil vække alle de magiske væsner fra eventyr, sagn og myter til live og lade aftenens gæster møde væsnerne i skoven. Vi har nogle helt fantastiske rammer i Sortebakkeskoven: et slot, ældgamle kæmpestore træer, voldgrave, ruiner, en stor, flot gammel stenbro, et snoet vandløb, drabelige myter, ja, sågar en runesten. Så det er helt oplagt at lade dette unikke landskab danne en magisk ramme om et arrangement af denne karakter, fortæller idemanden bag arrangementet, naturvejleder Gert Rubæk, Boldrup Museum.

Elverpiger og linedanser
Bestyrelsen i Kig Ind, kulturhuset i Nørager, har sammen med kulturkonsulent Tina Rasmussen fra Rebild kommune og naturvejleder Gert Rubæk arrangeret eventyraftenen og har fået hjælp fra forskellig side. De dansende elverpiger, som man vil kunne opleve i skoven, vil nogle nok mene har en vis lighed med dansegruppen Sirenerne, som også tidligere har deltaget i Rebild kommunes kulturugearrangementer. 

Jørgen Stendal Mortensen fra Smidie har i ugen op til arrangementet arbejdet med 5.-6. årgang på Sortebakkeskolen, hvilket bl.a. skal resultere i en stor skulpturel sky, som skal hænge mellem de høje træer over elverpigernes danseplads. Jørgen Mortensen vil også undervejs på turen gennem den magiske skov lade gæsterne opleve en lyslevende Peter Pan bevæge sig mellem træerne. Dog ikke flyvende, men gående på en line.

Gys, grin og mad
– Vi har endnu ikke helt programmet på plads. Der kommer forhåbentlig flere væsner, flere legekammerater, til. Men vi kan godt love aftenens gæster en sjov aften, med forhåbentlig både gys og grin. Jeg kan desværre ikke selv være med hele aftenen, men når jeg ikke selv er der, vil heksen fra Boldrup – som rigtig mange børn kender – helt sikkert være der, fortæller en glad Gert Rubæk.

Aftenen slutter ved Skrænten, FDF-huset i Sortebakkeskoven, hvor FDF’erne vil servere lidt spiseligt, man kan købe. Arrangementet vil rumme en gåtur på godt én kilometer i kuperet terræn.


Arrangementet er som nævnt startskuddet til Rebild kommunes kulturuger og varsler nogle uger med masser af kulturelle tilbud rundt om i kommunen. 

I Kig Ind har man i forbindelse med eventyrarrangementet således en kunstudstilling med kunstneren Jørgen Bech Pedersens fantastisk flotte tegninger og malerier af magiske væsner, ligesom der på biblioteket er en udstilling om sagn og myter fra Nordjyske Museer. Biblioteket har også forfatterforedrag for Sortebakkeskolens mellemtrin med forfatteren Marianne Mide, Aars, der skriver fantasifulde historier om folketro.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler