Søndag den 19. februar er det fastelavnssøndag og evangeliet er fra Matthæusevangeliet kap. 3, vers 13 til 17.
Af Svend Schultz-Hansen
Ned gennem det gule ørkensand, fra det ferske vand i den blå Genesaret sø til Det døde Hav med det lagenhvide saltskær, løber Jordanfloden som en grågrøn slange gennem sandet. Langs floden løber en smal bræmme af oasegrønt med dets mylder af levende dyr og planter, som alle nyder godt af flodens ferske vand.
Ikke langt fra flodens udløb i Salthavet, hvor det levende vand bliver til Det døde Hav, står Johannes Døberen. Med sin dåb og med sit råb danner han grænsen mellem liv og død, mellem frelse og fortabelse, mellem det levende vand og Det døde Hav.
Hans råb høres vidt omkring og mange kommer for at lade sig døbe af ham: ”Jeg døber med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære hans sko. Han skal døbe jer med Helligånd og ild…”. Med min dåb i flodens vand renser jeg jer udvendig med vand til omvendelse, men Jesus skal rense jer indvendig med Helligånd til syndernes forladelse eller udrense jer med ild.
Johannes Døber er sendt af Gud, for med sine hårde ord at forme vore hjerter til en skål, som Jesus kan fylde sin nåde i. Og det er alt, hvad Johannes gør. ”Offer for Gud er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt sønderknust hjerte agter du ikke ringe o Gud”.
Ethvert menneske skal stå til regnskab for Gud. Du skal svare for dit liv, du står til ansvar for dit liv både overfor Gud og mennesker og både for, hvad du har gjort, og det måske mere alvorlige, hvad du har undladt at gøre.
Livet på jorden, livet mellem mennesker på jorden, er et spejl, hvor hver enkelt ser sig selv utilsmykket og dybt ind i hjertet. Vi bliver snavsede af vor gang over jorden, og derfor døbte Johannes med vand, men hans dåb er mere end en vask, den er en bøn til Gud om hjertets renselse, for uden denne bøn kan Jesus ikke komme til med sin Helligåndsdåb til syndernes forladelse.
