torsdag, april 25, 2024

Søndagens tekst

På søndag den 21. maj er det 6. søndag efter påske og evangeliet er fra Johannesevangeliet kap. 15 vers 26 til kap. 16 vers 4.

Af Svend Schultz-Hansen
”Nu nærmer sig vor pinsefest, Gud Helligånd vær du vor gæst, som fuld af evighedens år fra Fader og fra Søn udgår… ”. På søndag er det pinse, den kristne kirkes fødselsdag. Det er denne dag, Jesus ser frem, idet han siger: ”Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, Sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen… ”.

Pinsemorgen er kirkens fødselstime, den time, hvor Talsmanden, Helligånden kom for at vidne om Jesus, og apostlene første gang gik ud for at vidne om deres liv med Jesus. 

Der er altså to vidner.  Det ene vidne er Talsmanden, Gud Helligånd, Sandhedens ånd og det andet vidne er apostlene, som skal vidne, fordi ”I har været med mig fra begyndelsen”. 

Apostlene skal være vidner! Og det ord er vigtigt. Vidne er noget, man skal kaldes til evt. indkaldes til at være. Når du kaldes i vidneskranken, så ligger deri, at det er offentligt og, at der stilles krav om sandhed og ansvarlighed.

At prædike er at træde i vidneskranken i en retssag, der løber til historiens ende. Den dag, du den sidste gang har stået i den skranke, hvad står der så tilbage efter dig? Fik du snirklet en masse gøgl og glimmer rundt om din egen person, så folk husker dette mageløst ligegyldige vidne, eller lykkes det dem at glemme vidnet og huske vidnesbyrdet? 

I skal ”vidne om mig”, siger Jesus til apostlene dengang og til os idag. Apostlene skal ikke vidne om deres tro. Det er ikke en trosbekendelse, de skal aflægge, ikke en bekendelse om deres egen eventuelt enestående stærke tro, men de skal vidne om Jesus.

Apostlene er heller ikke kaldede, fordi de er de mest fremragende personligheder i historien, men fordi, som Jesus siger ”I har været med mig fra begyndelsen” og derfor kan fortælle om, hvad de har hørt ham sige og set ham gøre lige fra begyndelsen.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler