fredag, december 6, 2024

En lørdag, der samler mange…

André Ellegaard Jensen.

Af André Ellegaard Jensen, fmd. Nørager Borger- og Håndværkerforening

NØRAGER: Lørdagen i byfesten har så længe jeg kan huske startet med at borgerforeningen er værter ved en omgang rundstykker og kaffe ved markedsdagen, først på Torvet og nu på stadion. Men hvad jeg har fundet ud af, bl.a. i forbindelse med at jeg blev en del af arbejdet i borgerforeningen, var hvor mange der faktisk er involveret i arbejdet med denne formiddag. 

Rundstykkerne er sponseret af Nørager Bageri, smørret af mejeriet, og derudover har frivillige mennesker, bl.a. fra Nørager FDF været morgenfriske og hjulpet med at smøre de op mod 300 rundstykker. Jeg smiler og er glad, for det viser et sammenhold, en opbakning og et fællesskab om en traditionsrig morgen og formiddag i byfesten.

Men dette er jo kun en lille del af denne lørdag – og en endnu mindre del af hele byfesten i uge 24. Byfestkomitéen gør et stort stykke arbejde – så der er kun ros herfra. 

Efter forplejningen åbnes markedet, hvor der kommer mennesker i alle afskygninger med boder, for enten af sælge alverdens ting – eller for at gøre opmærksom på f.eks. deres forening. Der er altid både fyldt op og plads til flere på en gang. Og da de fleste kender programmet for lørdagen – går man også og venter en smule – hvornår sker det næste? 

Velkendte ting, der fremkalder minder. Så skal fanepladerne monteres, så kommer garden og spiller, og så ligger vi an til at hente sidste års fuglekonge derhjemme – med optog gennem byen. Et flot syn, hvis man træder lidt ud fra flokken. Og optoget tilbage til stadion er mindst lige så flot…

Dette er for mig en traditionsrig lørdag, hvor der kommer mange minder – men der skabes hvert år nogle nye til Nørager Byfest – hele ugen samler mange mennesker i Nørager – men lørdagen vil nu altid være noget særligt for mig…

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler