NØRAGER: Som Nørager Avis kunne fortælle i sidste uge, så ventede der borgerne i Nørager en oplevelse med fernisering af et nyt kunstværk bestående af tre cementrør, som fire piger i samarbejde med Lissy og Per Carlsen har udsmykket.
Og det blev til en festlig eftermiddag torsdag i sidste uge, hvor knap 100 mennesker var mødt frem for at deltage i arrangementet. Og som vi fortalte, var baggrunden, at de fire piger vinteren igennem i samarbejde med Lissy og Per Carlsen fra Gl. Nørager har tegnet figurer af forskellige insekter. Tegningerne har de så overført på de tre cementrør og derefter malet dem i festlige farver.
To af disse kunstværkerne er placeret i Bagerens Have, hvor åbningsferniseringen fandt sted, medens det tredje er placeret på byens torv. Og ud over den festlige udsmykning vil de tre cementrør blive udsmykket med spændende planter.