lørdag, juli 27, 2024

Båltale om demokrati og lokalt fællesskab

Sankt Hans-fest i Nørager var stor succes. Knap 100 personer tog del i midsommerfejringen ved Stationsdammen.

NØRAGER: Dette års udgave af Sankt Hans i Nørager havde Nørager Borger- og Håndværkerforening planlagt med både fællesspisning, båltale, bål, fællessang og aktiviteter for børn og barnlige sjæle på programmet. Og selvom bålet blev fjernet fra programmet i ugen op til arrangementet – så holdtes der fast i resten af programmet for aftenen. 

Efter velkomst-info fra formand André Ellegaard Jensen, var der fællesspisning med mad fra Sortebakkehallerne, hvortil ca. 70 personer havde tilmeldt sig. 

Som talen og fællessangen nærmede sig, kom yderligere ca. 20 personer og deltog i arrangementet.

Talen var i år ved Orla Kastrup Kristensen, formand for menighedsrådet, der bl.a. talte om demokrati og lokalt fællesskab. – Vi skal kæmpe for at bevare i disse tider. Hekse og trolde forekommer i flere udgaver. Lad os sammen sende troldene og heksene i vores liv en tur til Bloksbjerg.

Så var der fællessang – hvor flere lokale sangfugle sørgede for at tonerne af Midsommervisen og Danmark nu blunder den lyse nat bredte sig ved Stationsdammen. 

Hele aftenen var med en god stemning, gode snakke, legende børn og barnlige sjæle. En god og glad aften.

Bestyrelsen er meget taknemmelig for den store hjælp, man har modtaget, som var med til at realisere  aftenen – Nørager Friplejehjem for strøm og til Lillegården EL for lån af kabler og el-tavle.

– Selvom vi ikke havde bål, så havde vi en fantastisk hyggelig aften sammen med en masse gode mennesker i alle aldre. Vi glæder os til næste år, hvor vi påtænker, at lave et lignende Sankt Hansarrangement, slutter bestyrelsen for Nørager Borger- og Håndværkerforening.

Maden kom fra  Sortebakkehallernes Cafeteria, og godt 70 tog imod tilbuddet om fællesspisning.
Formand for Nørager Borger- og Håndværkerforning, André Ellegaard Jensen, talte.
Båltaler Orla Kastrup Kristensen.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler