lørdag, maj 4, 2024

Søndagens tekst

Søndag den 30. juli er det 8. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Matthæusevangeliet kap. 7 vers 15 til 21.

Af Svend Schultz-Hansen

På søndag hører vi Jesus sige til os:” Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter skal I kende dem…”. 

Den bløde lyse uld, og de mange bløde ord, er ingen garanti for ægtheden. Man skal ikke skue hunden på hårene eller fåret på pelsen. Den Onde klæder sig altid som lysets engel, og løgnen hyller sig altid i sandhed, og den halve sandhed er altid den største løgn. 

”På deres frugter skal I kende dem”, men frugterne, det er jo ikke det første, vi ser, men det sidste. Jesus siger ikke, at på deres ”blade skal i kende dem”, det ville være lettere, for bladene er det første, vi ser, men træets liv er skjult, frugten er åbenbaringen. Hjertets liv er skjult, frugten er ordene, som munden flyder over med. Først når frugterne viser sig, kender vi roden, om det er et godt træ eller et dårligt træ.

”Tag jer iagt for de falske profeter…”. Djævelen kaldes også Guds abe, for han aber altid Gud efter og tit sådan, at vi ikke kan se forskel på Gud og hans fjende. Dybest set sejrer derfor intet menneske ved at kæmpe mod det onde – men ved at tage imod det gode.

Hvad er et menneske? For den almægtige Gud er vi ingenting, for den kærlige Gud er vi alting. På den ene side er vi den højestes elskede skabning på den anden sige en samling støv, som vi læser det i Jobs bog: ”Gud har lånt støv sit øje og aske sine ord”.

Et menneske kan klæde eller forklæde sig i ord. Det kan stille sig åbent eller forstille sig i bund og grund. Macbeth siger det således:” Vi viser gode mine til vort spil, mens falskhed dækker vore hjerter til”.

Døden ribber os for alt, siger vi, men det er ikke sandt. Vort ansvar tager vi med os over i evigheden. Nøglen til Paradis er derfor bønnen om alle vor synders nådige forladelse.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler