lørdag, februar 7, 2026

Børnene fortjener meget mere end pæne tal på papir

Emilie Søndergaard, Skørping, Kandidat til kommunalvalget for Enhedslisten Rebild

En ny undersøgelse fra DR viser, at Rebild Kommune ikke lever op til de nationale minimumsnormeringer i børnehaver. Selvom loven siger, at der højst må være seks børn pr. voksen, er tallet i Rebild 6,3. Kommunen er dog frisat fra dagtilbudsloven og bryder dermed ikke loven direkte – men frisættelsen ændrer ikke på virkeligheden i institutionerne: Færre hænder betyder mindre tid og ringere kvalitet for vores børn.

Enhedslisten har både lokalt og nationalt kæmpet for, at minimumsnormeringer skal være reelle og gennemsigtige. Tal på papir er ikke nok – vi skal vide, hvordan det ser ud i den enkelte institution.

Den nationale undersøgelse fra VIVE og EVA (maj 2025) viser, at kun 9 % af landets børnehaver har pædagogiske læringsmiljøer af god kvalitet, mens hele 28 % vurderes som utilstrækkelige. Kvaliteten halter især i forhold til relation, leg og aktiviteter, som er afgørende for trivsel og udvikling.

Det er ikke fordi, jeg og mine kollegaer ikke gør os umage og lavet et godt stykke arbejde, det er simpelthen et spørgsmål om manglende tid og ressourcer. Rebild Kommunes egen dagtilbudsrapport bekræfter, at personalet oplever stigende pres og manglende tid til nærvær – især i små institutioner og landsbyer.

Vi mener, det er tid til at sætte børnenes trivsel først – med fokus på både nærvær og natur.

Enhedslisten foreslår derfor:
• Ærlige og gennemsigtige normeringer på institutionsniveau
• Fokus på pædagogisk kvalitet i alle institutioner
• Investering i personale, uddannelse og tid til relationer, leg og nærvær
• Uafhængig og tæt tilsyn med kvaliteten i kommunens institutioner
• Sikre og trygge institutionspladser, trafiksikre cykelveje til og fra daginstitutioner. Alle børn skal have ret til en plads tæt på hjemmet og alle skal kunne komme dertil på en sikker måde.

Børnene i Rebild Kommune fortjener mere end tal på et stykke papir. De fortjener omsorg, nærvær, kvalitet i hverdagen og adgang til naturen, der kan styrke både læring og trivsel.

I Enhedslisten kæmper vi for, at alle børn – uanset hvor de bor, får en god start på livet, med trygge relationer og grønne læringsrum.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler