HAVERSLEV: I årets mørkeste måned kan man i Haverslev kirke mandag d. 8. december komme med på en lysfyldt rejse gennem smuk musik og stemningsfulde sange, hvor det ikke kun skal handle om jul. For december er mere og andet end en julemåned. December er også en måned i sin egen ret med storm og stilhed i naturen, vintermørke, korte dage og sne, der lyser op.
Derfor vil aftenens sange handle om både vinter og jul og om det lys, der skinner gennem mørket i fortællingen om såvel julen som vintersolhvervet.
Violinist Christina J.G. Rudan, der til daglig spiller i Aalborg Symfoniorkester, medvirker med både solistiske indslag og akkompagnement til kor og fællessang.
Aarestrup-Haverslev Kirkekor synger vintersange og julesange, og publikum får mulighed for at synge med på både helt nye og kendte fællessange. Koret akkompagneres af Troels Kold og dirigeres af Anette Kjær.
Alle er meget velkomne, og der er gratis adgang.











