torsdag, januar 15, 2026

Tilbage i arbejdstøjet efter kommunalvalget

Af Kim Hornbech, Konservativ suppleant

Kim Hornbech.

Ovenpå afholdelsen af kommunevalg 2025 var det blevet tid til at vende tilbage til arbejdstøjet i byrådet. Nogle var genvalgt, andre ikke, og byrådssalen summede af snak, til borgmesteren ringede ind, og alle fandt deres pladser. Med sygdom i den konservative gruppe kunne undertegnede også indtage en plads ved det lange bord.

Byrådsmødet bar præg af, at en række sager var grundigt gennemarbejdet i forvejen, og som nu skulle endeligt vedtages. Således var der i denne omgang kun to sager, der gik til afstemning, mens resten blev enstemmigt vedtaget.

Først var der bred enighed om ændring af styrelsesvedtægter for den kommende byrådsperiode. Ligeledes var der enighed om at stille garanti til Nordværks indkøb af gearkasse og generator til en værdi af ca. 2,2 mio. kr., og til en beslutning om delegation af kompetencer ved af salg af småarealer.

Nogle kommunale institutioner har politisk repræsentation i deres bestyrelser, mens andre ikke har, og byrådet skulle tage stilling til, hvorvidt kulturskolen og ungdomsskolen fortsat skal have det. Dette førte til en kort drøftelse om nødvendigheden af politisk repræsentation i disse bestyrelser samt om proceduren omkring en eventuel gennemførsel. Dette førte til afstemning, og 19 stemte for (CVRLF) at sende beslutningen tilbage til fagudvalget, mens AØ stemte imod.

Oven på dette var der behov for entydige positive nyheder, og det kom i økonomivurderingen for 3. kvartal; den indeholdt en positiv befolkningsudvikling, en positiv budgetoverholdelse og en positiv likviditet. Forventningen til hele året er ligeledes, at budgetterne overholdes.

Byrådet skulle også tage endelig stilling til et samarbejde om udbud og indkøb med Mariagerfjord og Vesthimmerlands Kommuner. Det er et såkaldt §60-selskab, og formålet er at blive bedre ved en fælles indsats og dermed få mere ud af den samme indsats. Det politiske ønske om, at der stadig handles lokalt, hvis muligt, bibeholdes. Godkendes.

Dernæst fulgte endnu en række beslutningssager, som hurtigt blev vedtaget enstemmigt. Først den nye beredskabsplan med fokus på forsyningssikkerhed til særligt sårbare borgere, dernæst vedtagelse af lokalplan for Skørping Ældrecenter og høring på centergrunden i Støvring samt orientering om endelig fordeling af flygtninge i 2026.

Behandlingen af den såkaldte kvartersplan for Mastrup Ådalskvarteret gav anledning til flere kommentarer. Den foreligger kun som udkast og dermed ikke en færdig plan. Skitsen anbefales af Teknik- og Miljøudvalget, men Nicolai Niemann (C) udtrykte bekymring for, at trafiksikkerheden i området ikke prioriteres tilstrækkeligt. Flemming Larsen (Ø) udtrykte derimod begejstring for naturens placering og prioritering i planen. Mikkel Højsleth (C) gav ligeledes udtryk for sin begejstring for dele af planen, men valgte at stemme imod, da illustrationen pegede i en forkert retning. 19 for – fire imod.

Herefter fulgte tre små sager, som gled enstemmigt igennem: først takstbladet for affald i Rebild, og der er igen behov for en prisstigning på 2,5 %. Det er almindelige prisstigninger, og så er det de øgede krav i lovgivningen. Endvidere er der nye rammer for forebyggelse efter ældreloven, hvilket Rebild Kommune nu med de nye tværfaglige teams har indarbejdet. Desuden blev byrådet præsenteret for omgørelsesprocenten i klagesager. Forvaltningen har løbende fokus på at kvalificere og højne kvaliteten af sagsbehandlingen, og derfor blev dette også enstemmigt vedtaget.

Sidst var der en spændende sag. Byrådet skulle tage stilling til en kommunal garanti til Nordværk Affaldsenergi A/S på 34 mio. kr. Det er et stort beløb, men også en spændende sag, som hen over en 30-årig periode med ny teknologi skal indfange CO2. Efter en kort snak om perspektiverne blev det også enstemmigt vedtaget.

Således var en aften i lokaldemokratiet til ende, og man kunne ønske hinanden god aften.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler