Nørager Seniorer har afholdt årets ordinære generalforsamling i Kig-ind, hvor der var pæn tilslutning blandt medlemmerne.
Formand Finn Christensen fremlagde sin beretning om årets aktiviteter i foreningen, hvor der i de fleste tilfælde har været god opbakning til arrangementerne.
Herefter fremlagde Kristen Stagstrup på kassererens vegne årets regnskab, der viste et lille overskud på 7.000 kroner. Både beretning og regnskab blev godkendt af generalforsamlingen.
Der var genvalg til bestyrelsen af Finn Christensen og Vibeke Bøgh-Kristensen. Også suppleanterne Edith Jensen og Elin Andersen blev genvalgt, ligesom revisor Birthe Knudsen og revisorsuppleant Niels Hansen fortsætter på deres poster.
Efter de formelle punkter blev der hygget med kaffebord, hvorefter det traditionsrige og populære bankospil blev afviklet. /HF









