Formand André Ellegaard Jensen bød velkommen til omkring 20 fremmødte medlemmer ved årsmødet i Lokalhistorisk Forening for Nørager og Omegn.
Tirsdag den 17. marts afholdte Lokalhistorisk Forening for Nørager og Omegn årsmøde. Her kunne formand André Ellegaard Jensen byde velkommen til ca. 20 fremmødte medlemmer. Herefter valgtes arkivleder Orla Kastrup Kristensen som aftenens dirigent.
I beretningen kunne formanden fortælle om et stabilt medlemstal på ca. 280 samt god opbakning, når der arrangeres foredrag eller udflugter i foreningen. I 2025 bød programmet blandt andet på en udflugt til jernalderbyen Hvolris, foredrag ved Henrik Bugge og Holger Lyngberg samt et musikalsk foredrag om spøgelseshistorier fra Himmerland i samarbejde med Kig Ind og Nørager Seniorer.
Foreningen har desuden succes med de ugentlige opslag på sociale medier, hvor opslagene flittigt kommenteres og suppleres af foreningens følgere.
Arkivleder Orla Kastrup Kristensen berettede om det daglige arbejde i arkivet, hvor der i 2025 er modtaget mange arkivalier fra både privatpersoner og andre lokalarkiver. Her tælles ikke i dokumenter eller mapper, men i kasser, som skal gennemgås – så der er rigeligt arbejde til arkivets frivillige.
Beretningerne blev godkendt, hvorefter kasserer Kristen Stagstrup gennemgik regnskabet, som ligeledes blev godkendt.
Til bestyrelsen var tre på valg. Knud Møller Jensen blev genvalgt, mens Jørgen Nielsen og Dorthe Gravholt blev nyvalgt i stedet for henholdsvis Jens Peter Knudsen og Kirsten Mohr, der ikke modtog genvalg. Formanden takkede på bestyrelsens vegne Jens Peter og Kirsten for deres store indsats i foreningen.

Udnævnelse af nyt æresmedlem
På årsmødet havde bestyrelsen også en overraskelse: et forslag om at udnævne endnu et æresmedlem. Foreningens tidligere formand, Kirsten Mohr, blev indstillet og valgt som nyt æresmedlem for sin flittige indsats gennem mere end 20 år.
Udforskning af Volstrups historie med Jeppe Ugilt
Som opfølgning på årsmødet havde bestyrelsen inviteret Jeppe Ugilt til at fortælle om Volstrup – dets historie, drift og fremtidsplaner. De fremmødte fik en spændende fortælling med mulighed for at stille spørgsmål efterfølgende.
Aftenen blev afsluttet med kaffehygge i Hjørnecafeen, og bestyrelsen konstituerer sig på førstkommende bestyrelsesmøde. /HF





