NØRAGER: Nørager Friplejehjems Støtteforening har afholdt deres årlige generalforsamling i Friplejehjemmets festsal, Storkereden. Her kunne formand Tove Husum bl.a. berette om en fin tilgang af nye medlemmer samt den store interesse for at støtte op om Friplejehjemmet og dets aktiviteter.
Foredrag og musik
I det forgangne år blev det til tre foredrag – alle i samarbejde med Nørager Seniorer, men derudover arrangerede og arrangerer støtteforeningen fortsat ”sang og musik” hver anden onsdag, altid med besøg af gæste-musikere. Modsatte onsdag er der ”stole-gymnastik”.
Til alle støtteforeningens arrangementer, er gæster udefra altid velkomne og især ved foredragene og de musiske arrangementer har der i 2025 været stor tilslutning.
Royal Side Run
Støtteforeningen og Friplejehjemmets beboere og personale deltog i maj 2025 i Sundhedslandsby Nøragers Royal Side Run – et rigtig hyggeligt arrangement hvor også dagplejebørn m.fl. deltog.
Royal Side Run afvikles også den 19. maj i år, igen med deltagelse af Støtteforeningen og Friplejehjemmets beboere og personale.
En anden aktivitet, som også gentages i 2026, er Sommerfesten, som i juni 2025. Her var Friplejehjemmets beboere og pårørende inviteret sammen med pensionister og seniorer fra Nørager.
I 2026 holdes Sommerfesten den 30. maj, og er denne gang et samarbejde med Sundhedslandsby Nørager.
Påskemarked
I marts 2026 blev der igen holdt Påskemarked på Friplejehjemmet. Med 15 forskellige stande og en kæmpe tombola med over 200 fine sponsorerede gaver og et påskeæggeløb for børnene.
Pengene herfra går i sidste års pulje, og er øremærket til køb af en demensgyngestol – en dyr men et længe ønsket gode for beboerne på Friplejehjemmet.
Regnskabet blev gennemgået af kasserer Poul Larsen og med plus på kontoen, fastholdes kontingentet, kr. 100,00, til Støtteforeningen. Støtteforeningen har også valgt at bidrage med penge til indkøb af den ønskede demensgyngestolen, så beboerne på Friplejehjemmet kan få glæde af den hurtigst muligt. /HF









