Der er en gammel tradition for samarbejde mellem Nøragers foreninger, og efter en periode med lidt lavt blus på den front, bliver der igen lagt op til samarbejde på tværs.
Af John Jensen, lokaljournalist
NØRAGER: Et generationsskifte er i fuld gang i Nøragers foreningsliv. Nye familier er kommet til byen gennem de senere år, og efterhånden, som børnene kommer i ”foreningsalderen”, begynder forældrene at engagere sig i byens fritidsliv.
Det har givet et friskt pust til foreningerne, fortæller Christina Johnsen, der er formand for Sortebakken Gymnastik Forening, SGF.
– Der er rigtig mange, som laver en kæmpe indsats i byen, og det er mit indtryk, at nye forældre er kommet på banen i foreningerne, siger hun.

Ønske om fællesskab
Tidligere var håndbold stort i Nørager, fortæller Christina Johnsen, og meget fællesskab blev skabt med udgangspunkt i håndboldklubbens aktiviteter. Men her har der været en periode, uden så megen aktivitet, og det har også kunnet mærkes i byens fællesskab.
– Det er ved at forandre sig, og jeg fornemmer både i børnehaven og i fritidslivet, at forældrene rigtig gerne vil hinanden, og de er klar til at gøre en indsats for fællesskabet, siger Christina Johnsen.
Nørager har tidligere haft gode erfaringer med store samarbejder om for eksempel de nu nedlagte, store julefrokoster, fortæller hun.
– Men i øjeblikket er det især de små samarbejder, der er i fokus. Små ting, hvor vi hjælper hinanden i hverdagen og driften, siger Christina Johnsen.
God opbakning
Nørager har en vigtig motor i fritidslivet med brugsforeningen, der giver stor og flot støtte til byens foreninger, og der er også flere og flere eksempler på, at foreningerne hjælper hinanden med kompetencer og udlån af udstyr. Det lokale erhvervsliv er også gode til at støtte i forbindelse med aktiviteter, lyder det fra gymnastikformanden.
Flere voksenaktiviteter
Men det handler ikke blot om aktiviteter for børn. Der er også stigende interesse i aktiviteter for voksne, og det er mit indtryk, at der er stor interesse for at have kontakt på tværs, lyder det fra gymnastikformanden.
Christina Johnsen nævner samarbejdet om det fælles indslag, der i denne uges avis er et eksempel på den nye energi, der præger samarbejdet mellem byens foreninger. Den skal gøre det synligt, hvor meget, der allerede er af tilbud til alle i byen. Sundhedslandsbyen var med på idéen om en fælles annonce for byens foreninger, og de har betalt for den.
– Der har været stor opbakning til idéen i foreningerne. Jeg må sige, at jeg blev noget overrasket over, hvor meget, der sker her i byen. Jeg vidste for eksempel ikke, man kan gå til krybbespil i sognehuset, jeg vidste ikke ret meget om pensionistforeningens aktiviteter, og at Banditterne laver børneaktiviteter, siger Christina Johnsen.
Samarbejdsudvalg
Hun håber, at den medvind, der er i fællesskaberne i øjeblikket, kan blive noget mere permanent i byen.
– Initiativet er forhåbentlig en spæd start, og jeg håber vi kan få flere fælles aktiviteter. Jeg drømmer for eksempel om en uge i skolens sommerferie, hvor hver forening havde en dag til at lave aktiviteter, så børnene kunne opleve både håndbold, fodbold, FDF og gymnastik i samme uge, lyder det fra Christina Johnsen.
Den slags kræver samarbejde, planlægning og koordinering, og gymnastikformanden håber, der også vil være opbakning til et mere formelt samarbejde.
– Vi kunne have et samarbejdsudvalg, som kunne mødes måske tre gange om året, hvor man for eksempel kunne snakke om fælles aktiviteter. Så hænger det ikke bare på en enkelt klub, men er noget, vi kan løfte i fællesskab, siger Christina Johnsen.
Attraktiv by
De mange aktiviteter i Nørager er et stort aktiv i forhold til at gøre byen attraktiv for tilflyttere.
– Det er jo ikke blot træningsfællesskaber. Der er gå-ture, Sundhedslandsbyerne arrangerer petanque. Der er virkelig meget forskelligt, hvor man kan få luftet både hoved og krop… og der er potentiale til endnu mere, hvis vi dyrker de her fællesskaber, siger Christina Johnsen.





Nørager Brugsforening giver hvert år meget stor støtte til byens foreninger, og er arrangør af en af byens store fælles arrangementer i Sortebakkehallerne, OK-dagen eller ”Store Legedag”. Billedet er fra årets uddeling af OK-midler ved byens 2026.










